Glæd dig til en hyggelig juletid på ARoS, hvor der er aktiviteter og oplevelser for hele familien. Hør julehistorier i As Seen Below, fordyb dig i kunsthåndværk, tag dine børn med på opdagelse med Regnbuevennerne og oplev det traditionsrige Luciaoptog.
Fordyb dig i kunsthåndværk
I november og december inviterer vi til kreative værksteder for voksne, hvor du kan fordybe dig i forskellige kunsthåndværk som broderi og dogmestrik og lave personlige julegaver. Du kan brodere på vægtæpper og tøj med I Tråd med Verden, lave kæmpeblomster af crepepapir med STILK Studio og lave dogmestrik med Hedestrik. I værkstederne får du kyndig vejledning af erfarne kunsthåndværkere, som hjælper dig med at skabe smukke julegaver.
Mellem jul og nytår · Kl. 09.00 – 16.00
Ferier i farver for børn
Børn og familier kan mellem jul og nytår dykke ned i museets finurlige univers af farver. Sammen kan I lave fine kræmmerhuse og festlige nytårshatte i Farveværkstedet eller tage på kunstjagt rundt på museet med Regnbuevennerne. De mindste gæster kan gå på opdagelse i Mini ARoS; et sanseligt og sjovt tumlerum for børn i alderen 2-6 år.
Søndag den 13. december kl. 16.00 – 16.45
Luciaoptog
Museet bliver lyst op, når børn og unge synger julen ind i det traditionsrige Luciaoptog. Optoget starter i James Turrells Skyspace og bevæger sig op gennem museet til Olafur Eliassons Your rainbow panorama. Oplev optoget inde på museet samt fra tagterrassen og gadeplan. Det er gratis at overvære Luciaoptoget med årskort eller efter betalt entré. Der er altid gratis entré for alle under 18 år.
ARoS Café
Alle dage fra kl. 09.00 – 17.00
Tag en pause og nyd julestemningen i ARoS Café, der byder på børnevenlig mad og et stort udvalg af både varme og kolde drikkevarer. Nyd lune æbleskiver, lækker gløgg eller en velsmagende juleplatte.
Vi gør opmærksom på, at juleferieaktiviteterne bliver filmet og fotograferet.
Juleferien 2026 på ARoS er realiseret med generøs støtte fra Lars Larsens JYSK Fond og med Panduro som kreativ feriepartner.