Susan Philipsz – Study for Strings Sokol Terezín

I Study for Strings Sokol Terezín af den skotske kunstner Susan Philipsz bliver publikum præsenteret for en intim lyd- og videoinstallation, der tager beskueren med tilbage til fortidens grusomheder under Anden Verdenskrig. Lydsiden består af to isolerede instrumenter - en cello og en bratsch - der akkompagneres af to skærme, som viser subtile optagelser fra koncentrationslejren Theresienstadts gange, som de ser ud i dag.

Værkets omdrejningspunkt er lyden af to strengeinstrumenter, der oprindeligt indgår i kompositionen "Study for String Orchestra" skrevet af den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944). Stykket skulle dengang bruges som lydspor til den nazistiske propagandafilm “Theresienstadt. Ein Dokumentarfilm aus dem jüdischen Siedlungsgebiet” fra 1944, der havde til formål at fremstille de tyske koncentrationslejre som alt andet, end de umenneskelige arbejds- og udryddelseslejre de var. Haas komponerede stykket under tvang, mens han sad indespærret i Theresienstadt, hvorefter han blev overflyttet til Auswitch, hvor han blev myrdet sammen med hovedparten af de tidligere fanger fra Theresienstadt.

Susan Philipsz bringer Pavel Haas og millioner af andres tragiske historier ind i sit værk, hvor hun bruger lydfragmenter og videoinstallationer til at vise datidens gru i en nutidig kontekst. I udstillingen på ARoS bevæger et kamera sig gennem de bygninger, hvor Haas sad indespærret, og Philipsz forsøger hermed at skabe en følelse af, at man som beskuer bevæger sig gennem gangene som et spøgelse, der hjemsøger stedet, det engang boede. Samtidig fylder tonerne af de isolerede instrumenter - celloen og bratschen - det intime kunstværk, hvilket giver beskueren en følelse af både at være fysisk tilstede i rummet sideløbende med, at man er mentalt omgivet og overvældet af minder, erindringer og tanker. Med værket udforsker Philipsz temaer som afstand og adskillelse, fravær og tab, samt betydningen af fortidens hændelser i nutidens blik på historien.

Lyd skaber rammerne for Susan Philipsz’ værker. Philipsz har gennem sin karriere arbejdet med lydens evne til at definere tid og rum, hvilket hun også i udstillingen på ARoS bruger aktivt til at påvirke beskuerens perception af værket, rummet, det står i, og den virkelighed, det er skabt i. Ved at sætte kompositionen ind i den originale kontekst - i Theresienstadts gange - dannes en fortættet og uhyggelig stemning, der minder os om de grufulde skæbner, der danner bagtæppe for filmens musik.

Lyddelen af værket i udstillingen på ARoS er en del af Susan Philipsz’ tidligere værk, Study for Strings, som blev præsenteret på Kassel Banegård i 2012. Kassel Banegård udgjorde et knudepunkt for en stor del af infrastrukturen under det nazistiske styre i Tyskland, og opførelsen af værket beskrives oftest som Susan Philipsz hovedværk, da det fik enorm international anerkendelse og opmærksomhed.

Ved at bruge fragmenter fra Pavel Haas komposition refererer Susan Philipsz direkte til propagandafilmen “Theresienstadt. Ein Dokumentarfilm aus dem jüdischen Siedlungsgebiet”. For 80 år siden - i oktober 1943 - pågreb den nazistiske værnemagt ca. 500 danske jøder, der alle blev sendt til Theresienstadt. I juni 1944 lykkedes det den danske centraladministration at organisere et besøg i lejren, hvor Røde Kors skulle sikre, at de danske fanger blev behandlet ordentligt. Det nazistiske regime brugte anledningen og besøget fra den danske delegation til at udbrede propaganda om forholdene i lejren – blandt andet gennem propagandafilmen, som Susan Philipsz bruger fragmenter af i sit værk.

Stiftung Kunstfonds