Tidligere udstilling
Chiharu Shiota – Invisible Line
Om udstillingen
Invisible Line er en soloudstilling af den japanske kunstner Chiharu Shiota (f. 1972, Osaka, Japan), der bor og arbejder i Berlin. Hendes installationer har betaget publikum over hele verden. Invisible Line afsøger Shiotas interesse for temaer som menneskets dødelighed, erindring og livets mange gådefulde forbindelser.
Chiharu Shiota er mest kendt for sine store snedigt vævede trådinstallationer som en metafor for, hvordan vores erfaringer er forbundet i et netværk af usynlige linjer. I udstillingen Invisible Line kan man opleve fem store installationer, der tilsammen giver publikum mulighed for at fordybe sig i Shiotas særegne universer.
Døden er en del af mit arbejde. Jeg ser den ikke som en afslutning, men snarere som en ny begyndelse.
Chiharu Shiota
Invisible Line sætter fokus på Shiotas ofte ydmyge, men altid stærke tegninger og maleri, så vi kan se, hvor væsentlige de er som kunstværker. Blandt dem finder vi flere helt nye værker, der afspejler kunstnerens betragtninger om dødelighed, krop og sjæl. I udstillingen finder man også værket Last Hope, som er én af Shiotas smukkeste installationer. Last Hope er en altomsluttende trådinstallation, som er skabt for at vække vores undren og nære vores håb. Man kan også opleve ét af hendes mest direkte og hudløst ærlige værker – Light in the Darkness – der formidler Shiotas kamp med den smerte, frygt og sorg, som man oplever under et kræftforløbs svære prøvelser.
Tak til
Vilhelm Kiers Fond
STIBOFONDEN
Statens Kunstfond
Konsul George Jorck & Hustru Emma Jorcks Fond
Toyota Fonden
Ny Carlsbergfondet