23.11.2024

Julen på ARoS: kreative workshops, adventsjazz, Luciaoptog og magiske øjeblikke for hele familien

December på ARoS er fyldt med julemagi for dig og din familie. Kom til gratis adventsjazz koncert alle adventssøndage, oplev luciaoptog i ‘Your rainbow panorama’ eller deltag i kreative juleworkshops alle lørdage i december. Læg vejen forbi ARoS Café, hvor du kan nyde gløgg og æbleskiver og få julegaverne i hus i ARoS Butik. Der er altid gratis adgang begge steder.

Hver weekend i december kan du lave juleklip og deltage i kreative juleworkshops på ARoS. Vær med, når vi laver personlige kunstværker, julegaver og julepynt af gamle plakater og materialer fra tidligere udstillinger og tag familien under armen til workshops med Emma fra DR Ramasjangs Kreabix, Iris Bakker Studio, Rebecca Ross og Club Curious.

Højdepunktet er ARoS’ traditionsrige Luciaoptog, hvor børn og unge synger julen ind på museet og slutter af på toppen af ARoS i Olafur Eliassons ‘Your rainbow panorama’. Optoget finder sted fredag den 13. december kl. 17.30-18.15. Du kan opleve optoget fra tagterrassen og gadeplan, mens lyset bæres op gennem museet og spreder julens budskab.

ARoS’ åbningstider i julen 2024

19. - 20. december: 10.00 – 21.00

21. - 22. december: 10.00 – 17.00

23. - 25. december: Lukket

26. december: 10.00 – 17.00

27. december: 10.00 – 21.00

28. - 30. december: 10.00 – 17.00

31. december: Lukket

1. januar 2025: Lukket

2. januar 2025: 10.00 - 21.00

Det er gratis at deltage i ARoS’ juleworkshops og overvære Luciaoptoget med årskort eller efter betalt entré. Der er altid gratis entré for alle under 18 år.

Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2024 

For yderligere information, kontakt: 
ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904942