04.11.2026
Julemagi på ARoS: Hør julehistorier i James Turrells Skyspace og fordyb dig i kunsthåndværk
Tag familien med på ARoS i december og oplev både kunst og julemagi. Hør julehistorier i As Seen Below, fordyb dig i kunsthåndværk, lav flotte kræmmerhuse og festlige nytårshatte og oplev byens smukkeste Luciaoptog.
Hør julehistorier i As Seen Below
Vær med, når vi får besøg af Bodil Alling fra Teatret Gruppe38, der hver adventssøndag læser julehistorier op i As Seen Below. Læn jer tilbage, lad fantasien få frit spil og oplev fortællingens magi, mens kuppelrummet indhylles i et væld af farver.
Fordyb dig i kunsthåndværk
På udvalgte dage i november og december inviterer vi til kreative værksteder for voksne, hvor du kan fordybe dig i forskellige kunsthåndværk som broderi og dogmestrik og lave personlige julegaver. I værkstederne får du kyndig vejledning af erfarne kunsthåndværkere, som hjælper dig med at skabe smukke julegaver.
Kunsten at dogmestrikke med Hedestrik - søndag den 22. november
Kunsten at lave vægtæpper med I Tråd med Verden - søndag den 29. november
Kunsten at lave kæmpeblomster med STILK Studio - søndag den 6. december
Kunsten at brodere på tøj med I Tråd med Verden - søndag den 13. december
Oplev Aarhus' smukkeste Luciaoptog
Søndag den 13. december kl. 16.00-16.45 bliver museet lyst op, når børn og unge synger julen ind i det traditionsrige Luciaoptog. Optoget starter i James Turrells Skyspace og bevæger sig op gennem museet til Olafur Eliassons Your rainbow panorama. Du kan opleve optoget inde på museet samt fra tagterrassen og gadeplan. Det er gratis at overvære Luciaoptoget med årskort eller efter betalt entré. Der er altid gratis entré for alle under 18 år.
Ferie i farver for børn
Børn og familier kan mellem jul og nytår opleve museets forunderlige farveunivers. Sammen kan I lave fine kræmmerhuse og festlige nytårshatte i Farveværkstedet eller tage på kunstjagt rundt på museet med Regnbuevennerne. De mindste gæster kan gå på opdagelse i Mini ARoS; et sanseligt og sjovt tumlerum for børn i alderen 2-6 år.
Farveværkstedet har åbent fra kl. 09.00-16.00 fra den 20. december til den 3. januar med undtagelse af den 24., 25. og 31. december samt den 1. januar.
Frem til jul kan du også nyde gløgg, æbleskiver og en lækker juleplatte i ARoS Café og gå på opdagelse efter fine julegaver i ARoS Butik.
Ferier i Farver på ARoS er realiseret med generøs støtte fra Lars Larsens JYSK Fond. Panduro er kreativ feriepartner for juleferien på ARoS.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942