04.09.2026
ARoS præsenterer sin første bæredygtighedsstrategi
De seneste år har ARoS taget konkrete skridt mod en grønnere drift. Nu løftes indsatsen til en egentlig strategi for klima, ressourcer og natur, som skal indfri de ambitiøse mål i museets Vision 2033.
ARoS har siden 2023 arbejdet strategisk og målrettet på at sænke museets klimabelastende aktiviteter, blandt andet ved at øge cirkulariteten af materialer, ved at mindske påvirkningen på miljøet, ved at arbejde med klimastyring i gallerierne og gennem certificeringer som Green Attraction.
”Bæredygtighed er en af de otte strategiske søjler i vores Vision 2033 og et område, vi prioriterer højt. Vi har allerede iværksat en række konkrete initiativer, og med bæredygtighedsstrategien samler vi nu initiativerne, så vi har fælles retning på tværs af museet,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Bæredygtighedsstrategi i tre spor
Den nye bæredygtighedsstrategi - Bæredygtighed som drivkraft - samler arbejdet med bæredygtighed i tre spor:
Et klima i balance handler blandt andet om at reducere museets CO2-udledning. ARoS arbejder mod en 50 procent reduktion på tværs af hele museet i 2033 og har en langsigtet ambition om at være CO2-neutral i 2050.
Respekt for ressourcer handler om at tænke mere cirkulært. Som et museum med skiftende udstillinger bruger ARoS mange materialer, og her er ambitionen at mindske ressourceforbruget, genbruge materialer og give flere ting et efterliv.
Sidst handler Ren Natur om at mindske forureningen fra egen værdikæde. Her vil ARoS blandt andet mindske forureningen fra egen drift og værdikæde, øge andelen af økologi- og miljømærkede indkøb og undersøge, hvordan museet kan bidrage til mere biodiversitet og naturgenopretning.
Strategien har også fokus på, hvordan vi kan bruge kunsten og formidlingen som en forandringskraft til at inspirere gæster, samarbejdspartnere og andre museer og kulturinstitutioner til at handle mere bæredygtigt.
Arbejdet med bæredygtighed på ARoS er fortløbende og ikke noget, vi er i mål med. Vi arbejder kontinuerligt på at finde nye måder at gøre tingene på, så bæredygtighed, en sund økonomi, praktiske forhold og kunst i verdensklasse i højere grad kan gå hånd i hånd.
Bæredygtighedsstrategien er udarbejdet med generøs støtte fra Augustinus Fonden og kan læses her.
Klimaregnskab
Museets første klimaregnskab blev udarbejdet for 2024 i tæt samarbejde med konsulenthuset Nordic Sustainability og viste blandt andet, at de største reduktionspotentialer ligger i bygningsdriften samt i ARoS Butik og ARoS Café - alle områder, som der i forbindelse med den nye bæredygtighedsstrategi er blevet udviklet klimahandleplaner for.
I det seneste klimaregnskab for 2025 fremgår det, at de konkrete indsatser for mere klimavenlig mad i ARoS Café har effekt og reducerer udledningen af CO2.
I takt med at datagrundlaget bliver større og mere præcist, bliver klimaregnskabet et stadig stærkere værktøj til at målrette indsatsen for en grønnere drift af museet.
Læs mere om det seneste klimaregnskab her.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942