Tidligere udstilling

Sif Itona Westerberg – Immemorial

01.10.2021 23.01.2022

Placering

Niv. 5

Pris

Gratis med årskort eller efter betalt entré

Om udstillingen

Med afsæt i bl.a. den græske mytologi og middelalderens ikonografi tematiserer Sif Itonas skulpturer i gasbeton det moderne menneskes påvirkning af naturen og den lurende klimakatastrofe.

Sif Itona Westerberg (født 1985) er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014, og i efteråret præsenterer ARoS den hidtil største udstilling af den unge samtidskunstner. Hendes værker trækker ofte på referencer fra antikkens udhuggede billedfriser eller middelalderens farverige ikonografi, hvor hun henter en stor del af sin inspiration fra.

Hendes skulpturelle værker mimer et formsprog, der genkendes i historiske marmorskulpturer, men de er udført i gasbeton, som er et materiale, der primært bruges i byggeindustrien. I blandingen mellem det industrielle materiale og det raffinerede håndværk opstår der en helt særlig kontrast, som både er sensibel og monumental.

Skulpturelt stillestående teater

Udstillingen udfolder sig i tre akter i et komplet skulpturelt stillestående teater. Første akt, House of Dionysus, viser værker, der alle forholder sig til den græske mytologiske figur Dionysos, som var gud for vin og ekstase. Værkerne appellerer til, at man som menneske skal overskride sig selv og sin menneskelighed i håb om, at denne opløsning kan have et forvandlende og konstruktivt potentiale.

Udstillingens andet akt er en helt ny værkserie, Sawn Song, der udstilles for første gang på ARoS og som tager udgangspunkt i den græske myte om Faeton. Som søn af Helios blev der sået tvivl om Faetons retmæssige titel som gud, og han bad derfor om lov til at låne sin fars himmelkaret. Han havde dog ikke de fornødne evner til at styre den, og han sætter derfor himmelen i brand. Med denne værkserie beskriver Sif Itona Westerberg Faetons ulykke som historiens første menneskeskabte klimakatastrofe. I serien har hun taget Faeton ud af fortællingen, for at publikum kan sætte sig i hans sted og reflektere over den nuværende klimakrise. Skulpturerne viser i stedet elementernes klagesang, når for eksempel jorden ses med svitsede øjebryn, og at nymferne gisper efter vejret, mens træerne står i brand.

Udstillingens tredje og sidste akt består af værker fra serien Fountain, der blev vist på Tranen i Hellerup i 2019. Værkerne tager udgangspunkt i hybride væsner fra den europæiske middelalder, som er kombinereret med moderne genredigeringsteknologi. Teknologien gør det muligt at krydse arter og blande væv og DNA på en måde, som man tidligere kun har kunnet drømme om. Også her ser Sif Itona Westerberg både tilbage og frem i tiden, når hun forbinder middelalderen med moderne videnskab og derigennem undersøger hybridens potentiale.

Gamle historier, nye tematikker

Sif Itona Westerbergs kunst søger svar på nogle af de spørgsmål, som har fulgt mennesket igennem sin udvikling. For eksempel interesserer det hende, hvorfor nogle myter stadig er højaktuelle, selvom de er skrevet i en tid, der er meget anderledes end i dag. Hendes tematikker tager også ofte udgangspunkt i et ønske om at forstå menneskets position i det økosystem, vi er en del af, og hvordan vi udvikler os i takt eller imod den naturlige udvikling.

Tak til

Statens Kunstfond