Kommende udstilling

Paula Rego

19.03.2027 – 24.10.2027

Placering

Niv. 5

Pris

Gratis med årskort eller efter betalt entré

Kreditering:

Paula Rego, Snow White and her Stepmother, 1995 © Paula Rego. All rights reserved 2026 / Bridgeman Images

Om udstillingen

ARoS præsenterer den første soloudstilling i Danmark med Paula Rego (1935 – 2022), en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige kunstnere i sin generation. Med et kompromisløst billedsprog udfordrede Rego gennem næsten syv årtier autoritet, patriarkalske strukturer og de roller, kvinder traditionelt er blevet tildelt.

Paula Rego, Prince Pig, 2006 © Nick Willing

Paula Regos særegne billedunivers er befolket af stærke, sårbare og oprørske karakterer i intense psykologiske dramaer. Velkendte figurer som prinsessen, heksen og moderen får nye roller i Regos fortolkninger af eventyr og folkelige fortællinger, som udfordrer vores forestillinger om køn, magt og identitet.

Portræt af kunster. ©Nick Willing 2021, Rego Studio

Rego blev født i Lissabon i 1935 og voksede op under António de Oliveira Salazars autoritære regime, inden hun som ung flyttede til Storbritannien for at studere kunst. Her bosatte hun sig og havde størstedelen af sit kunstneriske virke. Hendes arbejde har også haft konkret politisk betydning. Med en serie stærke billeder af kvinder, der gennemgår illegale aborter, bidrog hun til debatten om abortrettigheder i Portugal, hvor abortlovgivningen blev ændret i 2007. Hendes værker har de senere år været præsenteret i store retrospektive udstillinger på blandt andet Tate Britain i London og Munch i Oslo.

Regos værker giver ingen enkle svar. Med afsæt i hendes egne erfaringer med diktatur, køn og magt udfordrer de fortsat vores forestillinger om verden.

Udstillingen kurateres af Jakob Vengberg Sevel.

Udstillingen realiseres med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og I.F. Lemvigh Müllers Fond.