Kommende udstilling
Lene Adler Petersen
Placering
Niv. 5, Fokus Galleriet
Pris
Gratis med årskort eller efter betalt entré
Kreditering:
Lene Adler Petersen. Billede til to tændstikker (1975). Akryl på masonit. 61 x 60,6 cm. ARoS © Lene Adler Petersen / VISDA. Foto: Jakob Jensen
Om udstillingen
I efteråret præsenterer ARoS en retrospektiv udstilling med Lene Adler Petersen (f. 1944), en væsentlig stemme i dansk samtidskunst og 1960’erne eksperimenterende avantgarde.
Lene Adler Petersen blev for alvor kendt i 1969, da hun med aktionen Den kvindelige Kristus gik nøgen gennem Børsen med et kors i hånden. Gennem syv årtier har hun skabt værker, der bevæger sig mellem det private og offentlige, det poetiske og politiske. Hendes værker finder betydning i det nære og hverdagslige og forholder sig samtidig til tidens politiske kampe – ikke mindst ungdomsoprøret og kvindebevægelsen – med en aktivistisk tro på muligheden for forandring.
Udstillingen giver et bredt og nuanceret indblik i Adler Petersens kunstnerskab og viser både modet og aktualiteten i hendes arbejde på tværs af tid, medier og udtryk. Værkerne er skabt i mødet med deres egen tid, men mange af dem taler direkte ind i spørgsmål, der fortsat optager os i dag. Hvilke samfundsstrukturer påvirker vores liv? Hvordan kan de synliggøres? Og hvilken magt har billeder?
Udstillingen er realiseret i et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og ARoS med støtte fra Augustinus Fonden.
Udstillingen er baseret på forskning af Birgitte Anderberg, seniorforsker og museumsinspektør på Statens Museum for Kunst. På ARoS kurateres udstillingen af Signe Melgaard Mark.