Tidligere udstilling

Joana Vasconcelos - Valkyrie Rán

07.03.2020 08.01.2023

Placering

ARoS

Pris

Gratis med årskort eller efter betalt entré

Om udstillingen

Portugisiske Joana Vasconcelos’ gigantiske tekstilinstallation Valkyrie Rán hænger i loftet over det åbne areal på ARoS. Herfra bugter det farverige værk sig ud og ind på tværs af alle museets etager.

Valkyrien som figur har i flere hundrede år eksisteret i billedkunsten, musikken og litteraturen. I den Nordiske mytologi var valkyrierne en gruppe af kvindelige magter, som blev sat i forbindelse med krig og død. Gudinderne fløj over slagmarkerne og udpegede de modigste og de stærkeste krigere. På den måde bestemte valkyrierne mændenes skæbne, fordi de udpegede, hvilke krigere der skulle overleve, og hvilke krigere der skulle falde i kamp.

Med Valkyrie Rán har Joana Vasconcelos skabt ”Nordens Valkyrie”, som ikke kun er idéen om kvindelig skønhed og styrke. Det er også fortællingen om den kollektive proces og skabelsen af værket i kunstnerens studio, som er bemandet af 50 fuldtidsansatte eksperter (blandt andet arkitekter, smede og syersker). Håndværkstraditioner, som er tæt på at gå tabt og blive glemt, tages frem igen og hyldes i Valkyrie Rán, der bliver et billede på en langsommelighed, som står i skærende kontrast til nutidens maskinelle fremstillinger.

Værket blev vist første gang i 2016 i forbindelse med udstillingen Textures of Life. Værket blev sidenhen erhvervet til ARoS’ samling ved hjælp af donationer fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.

Tekstilerne til værket er doneret af Kvadrat.

Tak til

Augustinus Fonden

Carlsbergfondet

Kvadrat