Tidligere udstilling
Bjørn Nørgaard - Kartoner til Dronningens Gobeliner
Om udstillingen
ARoS Aarhus Kunstmuseum fik i 2007 en enestående mulighed for at vise publikum de store, originale kartoner til billedkunstneren Bjørn Nørgaards omfattende gobelin-udsmykning skabt i anledningen af Dronning Margrethes 50 års fødselsdag til Riddersalen på Christiansborg Slot.
Kartonerne, der har samme størrelse som de vævede gobeliner, kunne opleves på ARoS fra 16. juni til 9. september 2007. I særudstillingsgalleriet på ARoS kunne gæsterne opleve samtlige 17 originale kartoner i en ophængning, der i proportioner svarede til ophængningen i Riddersalen.
Udover kartonerne blev der også vist en række af de tegninger og forlæg, som Bjørn Nørgaard har anvendt i processen med at skabe de færdige værker.
Museumsdirektør Jens Erik Sørensen udtalte: "Vi er utroligt glade for at have fået muligheden for at vise publikum de originale gobelin-kartoner. Ikke mindst fordi ARoS ejer Bjørn Nørgaards hovedværk fra 1970, "Hesteofring". Mange bliver overrasket over, at samme kunstner har skabt både hesteofringen og Dronningens gobeliner, men i virkeligheden er det to sider af samme sag: Begge aktualiserer kunsten på en ny måde og tager historien med frem til nutiden".
Danmarkshistorie
Hele Danmarks til tider dramatiske historie er i gobelinerne skildret i 11 store billedfortællinger og 6 mellemstykker. Det var den opgave, som Bjørn Nørgaard satte sig, da ideen opstod om, at Dronningen i anledning af majestætens 50 års fødselsdag skulle have nye gobeliner til Riddersalen. Bjørn Nørgaard skabte sit store fortællende billedværk i årene 1988-1997. 1000 års historie skildret i temaer omkring Vikingetid, Middelalder, Reformationen, Adelsvældet, Enevælde, Glyksborgere, Nutid og Fremtid. Hvert af de store værker er næsten 4 meter høje og op til 7 meter bredde.
Gobelinernes tilblivelse
Arbejdsformen var den, at Bjørn Nørgaard udførte tegninger af hver enkelt del af værket samt udarbejdede den samlede struktur for hvert enkelt billede. På hans værksted blev disse billeder så overført til de store kartoner i størrelsesforholdet 1:1 og efter kunstnerens anvisning fik de angivet præcise farvenuancer, således at de kunne bruges direkte som forlæg for vævningen.
Bjørn Nørgaards værker blev derefter omsat til vævede billedtæpper efter den fine gamle tradition på de franske gobelinfabrikker Manufactures nationale des Gobelins et de Beauvais i Paris. Væveprocessen løb over en halv snes år frem til 2000, hvor gobelinerne endelig kunne ophænges på deres blivende plads på Christiansborg Slot. Bjørn Nørgaards egne originale kartoner kom derimod til Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Billederne blev ved Fælleskonserveringens hjælp klargjort, så ARoS' gæster fik chancen for at opleve dem.