Aktuel udstilling
ARoS Samling: Human Nature
Om udstillingen
Udstillingen præsenterer et udvalg af ARoS’ kunstsamling, struktureret i forskellige kategorier, der er karakteristiske for, hvorledes mennesket på tværs af tid og sted forholder sig til tilværelsen. Vi har alle et forhold til NATUR, LANDSKAB, RELIGION, UDFORSKNING, SAMFUND, FILOSOFI, PSYKOLOGI, ABSTRAKTION.
Udstillingen tager sit udgangspunkt i NATUREN, som den forefindes; med skove, bjerge, hav og himmel. Med mennesket begynder omformningen af LANDSKABET; der plantes, sås, bygges veje og huse. Biblen taler om at gøre sig til herre over jorden, og netop RELIGION er karakteristisk for menneskets forståelse; at der er noget uden for det selv, der har bestemmende kraft. Parallelt hermed findes lysten til UDFORSKNING af omgivelserne; hvordan ser der ud andre steder, hvordan fungerer tingene på jorden, og hvad er der sket af begivenheder tidligere.
Mennesket har også behov for fællesskab med andre mennesker og danner derfor SAMFUND. Dermed begynder også overvejelserne, FILOSOFIEN; hvordan hænger tingene sammen i tilværelsen, hvad er væsentligt og universelt. Men mennesket er ikke kun rationelt; PSYKOLOGIEN kommer ind, ting fra underbevidstheden dukker op og kræver ekspressivt udtryk. Der opstår et ønske om ABSTRAKTION, at man selv kan skabe sin egen verden uafhængigt af naturens begrænsninger.
Billedudvalget strækker sig over en periode på 200 år, men hensigten er her at fokusere på det universelle frem for det tidsbundne, ud fra den opfattelse, at god kunst kan tale hen over tid og sted ind i vores tilværelse nu og her.
Anmeldelser
…bundsolid kunstformidling, med lige så bundsolide værker fra den danske kunsthistorie. En pæn, varieret og veldrejet udstilling, der lader værkerne komme til deres ret.
Århus Stiftstidende
Forsidebillede:
Installationsfoto. Fotograf Ole Hein Pedersen