Tidligere udstilling
Anna Boghiguian The Sunken Boat
Oplev udstillingen
Oplev Anna Boghiguian (f. 1946), en egyptisk-canadisk kunstner af armensk oprindelse, for første gang i en soloudstilling på et museum i Norden. I udstillingen The Sunken Boat kaster hun et kritisk blik på den globale maritime historie og udforsker de stigende vandstande og nutidens klima- og miljøkrise.
Et af udstillingens centrale værker, det 8 x 8 meter store The Chess Game (2022), skildrer en række fremtrædende historiske personligheder som Marie Antoinette, Franz Ferdinand, Jean-Jacques Rousseau, Sigmund Freud, Rudolf Steiner og andre magtfulde stemmer fra politikkens, videnskabens og filosofiens verdener, som på godt og ondt har været med til at forme den verden, vi lever i. Værkets i alt 24 dele er udformet som bemalede figurer i naturlig størrelse lavet af pap, træ og akrylpaneler og sat sammen til et skakspil, hvor karaktererne indgår i et magtspil med hinanden.
Et andet centralt værk, The Sunken Boat: A Glimpse into Past Histories (2025), taler direkte ind i den klima- og miljøkrise, vi befinder os i, og udforsker samtidig klodens stigende vandstande. Værket består af en svævende papmachéskulptur af en dykker lidt større end naturlig størrelse, der er placeret i en enorm bunke sand, som befandt han eller hun sig på bunden af havet. Spredt omkring dykkeren ligger store, farverige glasmuslingeskaller, glasfigurer af undervandssvømmere og et virvar af udklippede fisk malet på papir.
Værket består desuden af et lydspor af havet optaget i byerne Alexandria i Egypten, Margate i England og Aarhus i Danmark. Værkets baggrund består af et vægmaleri, som kunstneren har malet direkte på væggen på ARoS.
The Sunken Boat inviterer dig ind i et billedrigt univers, hvor historiske fortællinger, personlige erindringer og nutidens påtrængende kriser flyder sammen. Her bliver havet ikke blot et motiv, men en levende kraft – en dyb strøm, der binder vores fælles fortid sammen med de valg, vi står overfor i dag.
Anna Boghiguian – The Sunken Boat er kurateret af Louise Bjeldbak Henriksen. Udstillingen er skabt i samarbejde med Turner Contemporary.
Anmeldelser
Der er ikke så meget andet at sige end: Se at komme afsted til ARoS.
Kulturen.nu
En enestående og stærkt original kunstner
Lars Svanholm, KulturInformation
Sætter fantasien i bevægelse
Natashia Jacobsen, Magasinet Kunst
Ekstremt nærværende
Maria Kjær Themsens, Information
En kulturel rejse i tid og rum
Erik Meistrup, Kunstavisen
Tak til
Augustinus Fonden
Aarhus Stiftstidendes Fond
Aage og Ulla Filtenborgs Fond af 8. november
Statens Kunstfond