27.05.2026
Kongeparret deltager i verdenspremieren på James Turrells Skyspace på ARoS
Fredag den 19. juni danner Musikhusparken i Aarhus ramme om en stor, folkelig markering af verdenspremieren på As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell et nyt, permanent hovedværk i ARoS’ samling.
"James Turrells Skyspace har været undervejs længe, så det bliver en stor milepæl for både ARoS og Aarhus, når vi åbner dørene til værket for aarhusianerne og alle andre for allerførste gang. Jeg glæder mig helt vildt,” siger borgmester Anders Winnerskjold.
As Seen Below er et Skyspace og et værk i ARoS’ samling skabt af den amerikanske kunstner James Turrell. I kraft af dets størrelse, kvalitet og forskellige udtryk betegner Turrell det selv som sit mest ambitiøse Skyspace til dato.
“Vi kan ikke vente med at dele de store kunstoplevelser, der venter i As Seen Below med aarhusianere, ARoS’ medlemmer og tilrejsende gæster. Verdenspremieren har været længe undervejs og kommer til at byde på helt nye kunstoplevelser, der kun kan opleves her i Aarhus,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Værkets verdenspremiere markeres med en folkelig fejring i Musikhusparken, smugkig i værket samt en officiel åbning på ARoS om aftenen, hvor Kongeparret deltager.
“Jeg er både glad og stolt over, at vores by kan fejre åbningen i selskab med både H.M. Kongen, H.M. Dronningen og kunstneren selv. Det bliver en kæmpestor dag for Aarhus. Vi får et kunstværk i verdensklasse og samtidig er omdannelsen af hele Musikhusparken afsluttet. Åbningen vil samtidig blive markeret i parken med musik, picnic og familieaktiviteter,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Jesper Kjeldsen.
Program for verdenspremiere på As Seen Below
11.00 – 17.00
Smugkig i As Seen Below (kræver særskilt billet)
Billetterne er blevet revet væk, men du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om de sidste smugkig her.
14.00
Koncert ved musikere fra Aarhus Jazz Orchestra
14.30 – 18.30
Familieworkshop ved SkrotOp og kalejdoskoper til de første 100 børn
I samarbejde med Aarhus Kommune inviterer Børnekunstforeningen SkrotOp børn og familier til en kreativ workshop. Med inspiration i As Seen Below, dens karakteristiske kuppelform samt James Turrells arbejde med lys og farver, kan børn og familier være med til at skabe et stort fælles kunstværk, som vil blive udstillet på Aarhus Rådhus frem til midten af august.
16.00
Koncert for børn med Trolle og Smørfolket
18.30
Kongeparret ankommet til ARoS
til officiel åbning på ARoS for inviterede gæster.
00.00
Smugkig og midnatsseancer i As Seen Below
Natten mellem fredag den 19. juni og lørdag den 20. juni kan du opleve en ekstraordinær midnatsseance i Skyspacet, der varer omkring 60 minutter.
Som noget helt særligt og for at fejre verdenspremieren på kunstværket starter oplevelsen denne dag ved midnat og igen kl. 01.40.
Book en picnickurv
Det vil være muligt at forudbestille en picnickurv.
På dagen kan der også købes mad og drikkevarer fra MIB samt en særlig Skyspace-is fra Frossenpind i Musikhusparken.
Om ARoS’ museumsudvidelse
As Seen Below danner sammen med det underjordiske udstillingsrum Salling Galleriet, der åbnede i juni 2025, og et nyt offentligt Art Square, der åbnede i marts 2026, kulminationen på ARoS’ mangeårige vision The Next Level.
“ARoS er kendetegnet ved kunstnerisk nytænkning – fra museumsbygningen i 2004 til Olafur Eliassons regnbue. Med stærk opbakning fra kommune, museets team og fonde viderefører vi nu denne tradition med James Turrells Skyspace,” siger ARoS’ bestyrelsesleder Laura Hay Uggla.
The Next Level er realiseret med generøs støtte fra Salling Fondene, Ny Carlsbergfondet, Aarhus Kommune, ARoS og en privat, anonym donation.
De særlige smugkig på åbningsdagen er støttet af C.A.C Fonden.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942