21.10.2026
ARoS udvider samlingen med 13 værker af danske og internationale kunstnere
ARoS har indtil videre føjet 13 nye værker til samlingen i 2026, heriblandt James Turrells Skyspace As Seen Below. Flere af værkerne præsenteres i museets nye samlingsudstilling, der åbner den 28. november.
”Samlingen er fundamentet for ARoS og helt afgørende for, hvordan vi udvikler museet i fremtiden. Med årets erhvervelser styrker vi vores kunstneriske profil og føjer nye perspektiver til den kunsthistorie, vi fortæller. James Turrells As Seen Below er naturligvis en helt særlig milepæl, men årets øvrige erhvervelser er også med til at styrke samlingens bredde og kunstneriske kvalitet. Det kan kun lade sig gøre takket være den generøse opbakning fra de fonde, der er med til at udvikle ARoS’ samling,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Erhvervelserne tager afsæt i ARoS’ strategi for udviklingen af samlingen frem mod 2033, hvor ambitionen er at styrke både dens dybde, bredde og mangfoldighed. Nye værker skal skabe forbindelser på tværs af kunsthistorien og tilføre samlingen perspektiver, der åbner for nye oplevelser og fortolkninger.
Samtidig har ARoS forpligtet sig til at bringe alle nyerhvervelser i spil gennem udstillinger, forskning eller formidling inden for fem år.
Værker af toneangivende kunstnere
I 2026 har ARoS blandt andet erhvervet tre markante værker af Philippe Parreno (f. 1964), Jeannette Ehlers (f. 1973) og Helen Pashgian (f. 1934).
Marquee (2025) af Philippe Parreno består af mere end 100 glødende elpærer, der danner et skilt inspireret af Hollywoods klassiske biografmarquees - uden tekst, så kun lyset og strukturen står tilbage.
Jeannette Ehlers’ In The Time of Ongoing War, Can We Flee into Each Other? (2022) består af en pisk af reb, bananblade, indigofarvet stof og syntetisk hår og tematiserer kolonialismens vold og potentialet for frigørelse. Værket understreger samtidig, hvordan dansk kolonihistorie fortsat er relevant i vores samtid.
Helen Pashgians Untitled (2025) skaber en sfærisk oplevelse af farve og lys, hvor langsomme forskydninger i lysintensiteten påvirker oplevelsen af rummet. Pashgian er en pioner inden for Light and Space-bevægelsen, der opstod i Californien i 1960'erne. Erhvervelsen styrker ARoS’ fokus på lys og perception og skaber samtidig en kunsthistorisk forbindelse til James Turrells Skyspace.
ARoS’ erhvervelser i 2026
ARoS har indtil videre erhvervet følgende 13 værker i 2026. Listen er foreløbig, og yderligere værker forventes føjet til samlingen inden årets udgang.
Glastrappen og den lille danserinde (1978) af Lene Adler Petersen
As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell (2026) af James Turrell
Blåregn (u.å.) af Anna Ancher
Gående, faldende, stående (1968) af Svend Wiig Hansen
Souci (32) (2010) af Sophie Calle
Maman (2010) af Sophie Calle
Maternité / motherhood (2018) af Sophie Calle
Souris (mouse) (2020) af Sophie Calle
In The Time of Ongoing War, Can We Flee into Each Other? (2022) af Jeannette Ehlers
Marquee (2025) af Philippe Parreno
Untitled, Berkeley (Alternate 1) (1974) af Elyn Zimmerman
Untitled (2025) af Helen Pashgian
Kaassassuk Thule Vessel (2020-2022) af Martin Brandt Hansen
Erhvervelserne er muliggjort med generøs støtte fra Augustinus Fonden, Salling Fondene, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 15. Juni Fonden og Ny Carlsberg Fondet.
Nye værker kan opleves i november
En række af de nyerhvervede værker får plads i den nye samlingsudstilling, der strækker sig over både Niveau 6 og 8, og som åbner den 28. november 2026. Andre kan opleves i kommende udstillinger, eller hvis de udlånes til andre museer.
”Det særlige ved en museumssamling er, at kunstværker fra vidt forskellige tider og steder kan mødes og kaste nyt lys over hinanden. Med de nye erhvervelser får vi endnu flere muligheder for at skabe overraskende forbindelser og fortælle nye historier gennem kunsten. Jeg glæder mig til, at vores gæster om en måneds tid kan opleve flere af de nye værker i samlingsudstillingen og selv gå på opdagelse i de mange fortællinger, samlingen rummer,” siger Anne Mette Thomsen, leder af ARoS’ samlings- og udstillingsadministration.
Hele ARoS’ samling bliver tilgængelig digitalt
Når samlingsudstillingen genåbner den 28. november, åbner ARoS samtidig for første gang sin samlede kunstsamling digitalt. Dermed får alle mulighed for at gå på opdagelse i museets værker, også dem, der ikke aktuelt er udstillet, og løbende følge med i nye erhvervelser.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
Helen Pashgian, Untitled, 2025. Caltech. Foto: Joshua White Photography
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942