16.09.2025
ARoS topper igen listen som favorit under kulturugen K7
I løbet af den landsdækkende kulturuge K7 besøgte 9.042 unge ARoS og gjorde museet til det mest besøgte museum ifølge K7s egen opgørelse.
I uge 37, fra den 8.–14. september 2025, kunne alle landets unge under 27 år med et digitalt K7-kort besøge over 200 museer og udstillingssteder kvit og frit. I gennemsnit besøgte 1.300 unge ARoS hver dag i kulturugen og gjorde museet til det mest besøgte sted.
“Det var fantastisk at opleve så mange unge mennesker finde vej til ARoS under K7. De møder kunsten med nysgerrighed og energi, og det giver hele huset en helt særlig puls. Det viser, at kunsten er et naturligt samlingspunkt – også for den kommende generation," siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
I samarbejde med 15 unge aarhusianere havde ARoS skabt et særligt dagsprogram til fredag den 12. september – ARoS After Hours – K7 edition. Dagen bød blandt andet på poesi-performance med Unge Danske Digtere, armlægning med Aarhus Armwrestlers, K7-quiz med den aktivistiske sexlegetøjsforretning Peech, koncert med Downtown July og ikke mindst Sunset Silent Disco i Olafur Eliassons ikoniske Your rainbow panorama på toppen af ARoS.
Flere end 2.000 unge deltog i ARoS After Hours – K7 edition, hvor særligt silent disco og koncerten med Downtown July var et stort trækplaster.
"At nå så høje besøgstal vidner om en stor interesse for de kunst- og kulturoplevelser, ARoS tilbyder – også blandt de unge. Det forpligter os til fortsat at skabe rammer for møder mellem kunsten og publikum i alle aldre," siger Rebecca Matthews.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942