28.10.2026

ARoS gentænker 250 års kunsthistorie i ny samlingsudstilling

Opstilling Med Vinglas, Bog Og Orange

Udstillingsåret 2026 fuldendes med en ambitiøs og gennemgribende nyophængning af ARoS' samling. Fra den 28. november kan du opleve mere end 250 års dansk og international kunsthistorie i en ny fortolkning og i nye rammer, der gør samlingen tilgængelig, vedkommende og relevant for endnu flere.

Hvordan kan kunsten hjælpe os med at forstå den verden, vi lever i? Og hvilke samfundsmæssige revolutioner har præget kunstens udvikling? De spørgsmål er afsæt for ARoS’ nye samlingsudstilling, der strækker sig over to etager, og som bringer museets samling i fornyet dialog med fortidens og nutidens fortællinger.

Siden ARoS’ nuværende samlingsudstilling Human Nature åbnede i 2017, har verden forandret sig markant. Nye politiske, sociale og kulturelle brydninger har ændret de perspektiver, vi møder kunsten og historien med.

“Derfor gentænker vi nu vores samlingsudstillinger, så værkerne kan bringes i spil på helt nye måder, der både taler ind i vores egen tid og åbner nye perspektiver for vores gæster,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews og tilføjer:

“Samlingen er fundamentet for ARoS, og den skal være relevant og tilgængelig for så mange som muligt – uanset alder, forudsætninger og det, man har med sig, når man træder ind på museet. I vores nye samlingsudstilling har vi redefineret de fysiske, sanselige og sociale barrierer, så vi sikrer, at endnu flere føler sig velkomne i vores samling.”

I samlingsudstillingen kan du både møde hovedværker, sjældent viste værker og nyerhvervelser i en præsentation, der spænder fra 1770 til i dag og samtidig fremhæver ARoS’ særlige styrke inden for sanselig installationskunst. På Niveau 8 kan du opleve værker fra 1770-1930, og på Niveau 6 præsenteres værker fra 1930 til i dag. Den nye samlingsudstilling er realiseret med en generøs støtte på 7,5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Guldaldermalerier, sanselige installationsværker og nyerhvervelser
Samlingsudstillingen med ældre værker åbner med et maleri af Christian David Gebauer fra 1831 – det allerførste i ARoS’ samling – mens udstillingen med nyere værker indleder med en markant nyerhvervelse af den franske samtidskunstner Sophie Calle.

“Vores nye samlingsudstilling spænder fra hovedværker fra den danske guldalder til nyere værker af toneangivende danske og internationale samtidskunstnere. Vi har kurateret udstillingen, så hver etage begynder med en revolution: På Niveau 8 tager vi afsæt i 1700-tallets revolutioner og Abildgaards nyklassicisme, mens Niveau 6 åbner med surrealismens revolution og værker af blandt andre Wilhelm Freddie og Vilhelm Bjerke Petersen. Herfra folder kunsthistorien sig ud gennem nye forbindelser mellem kunstnere, perioder og kunstneriske udtryk,” siger ARoS’ kurator Jakob Vengberg Sevel.

I udstillingen indgår en række nyerhvervede værker af blandt andre Anna Ancher, Sophie Calle, Jeannette Ehlers, Philippe Parreno, Helen Pashgian, Elyn Zimmermann og Martin Brandt Hansen.

“Jeg glæder mig særligt over, at vi kan føje to nye kvindelige stemmer fra den amerikanske Light and Space-bevægelse til samlingen: Elyn Zimmerman og Helen Pashgian. Deres værker skaber nye forbindelser til Olafur Eliassons Your rainbow panorama og James Turrells As Seen Below og styrker dermed fortællingen om lys- og installationskunst på ARoS,” siger museets chefkurator, Stinna Toft.

I galleriet på Niveau 8 vil du også frem til september 2027 kunne opleve P.S. Krøyers monumentale værk Fra Københavns Børs (1895), når det vises på ARoS som en del af en større Danmarksturné i et samarbejde mellem Dansk Erhverv og Kunst På Arbejde.

I galleriet på Niveau 6 genetableres et stort vindue i galleriet mod Vester Allé, der sidst var synligt i 2014. Vinduet skaber direkte udsyn fra galleriet til byen og understreger forbindelsen mellem ARoS og Aarhus.

En tilgængelig og inkluderende samling
Udstillingsdesignet er udviklet som en fleksibel ramme, hvor samlingens mere end 8.300 værker løbende kan udskiftes og på den måde undersøges og fortolkes på ny.

Når samlingsudstillingen åbner, rummer den også to små pop up-udstillinger. Den ene sætter fokus på den danske kunstner Ovartaci samt hans liv og kunstneriske virke, mens den anden undersøger kolonialisme i dansk kunsthistorie ved at præsentere akvareller af den danske søofficer Frederik von Scholten fra 1830’erne og 1840’erne side om side med et værk af Jeannette Ehlers fra 2022. Pop up-udstillingerne vil løbende blive udskiftet for at skabe nye blikke på kunsthistorien med ny viden eller mindre indlån.

Derudover er der arbejdet med at skabe variation i skilte- og udstillingstekster.

I gallerierne er sanse- og lydstationer, hvor gæster kan møde børn og forskeres perspektiver på udvalgte værker. Der er også udviklet særlige ruter for børn – heriblandt en lille døråbning i børnehøjde, der inviterer de yngste gæster til at udforske samlingen på deres egen måde.

Samtidig åbner ARoS for første gang hele museets samling digitalt. Via en ny database bliver det muligt at gå på opdagelse i de tusindvis af værker, ARoS’ samling rummer – også alle dem, der er opbevaret i museets magasiner, og som du ikke kan opleve i gallerierne.

Om den nye samlingsudstilling
Samlingsudstillingen er kurateret af Jakob Vengberg Sevel og åbner den 28. november 2026. Formidlingsdesignet er udviklet af bureauet SoloSolo, der består af Art Director Helene Dalgaard og kunsthistoriker Anni Nørskov Mørch. Udstillingens arkitektur er designet af ARoS’ arkitekt Lotte Helle-Valle.

I vinteren 2026 vil fire ud af syv gallerier på ARoS præsentere kunst fra museets egen samling. Galleriet på Niveau 0 med installationskunst omdøbes i denne forbindelse til De skjulte rum.

For at fejre åbningen afholdes ud over ferniseringen den 27. november en særlig dag for børn på ARoS den 28. november kl. 09.00-12.00, hvor der er fri entré til museet for børn og deres voksne. Her markeres åbningen blandt andet med musik, aktiviteter og rundvisninger i børnehøjde.

Udstillingen er realiseret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Dinesen Floors A/S og Stilling A/S har bidraget med materialer til udstillingsdesignet.

Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.

Vilhelm Lundstrøm, Opstilling med vinglas, bog og orange, 1931 © ARoS.

For yderligere oplysninger, kontakt: 
ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904942