30.06.2026

Anna Ancher værk bliver en del af ARoS’ samling

Anna Ancher, Blåregn (u.å.). Foto: Bruun Rasmussen

Med generøs støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond er værket Blåregn (u.å.) af den danske Skagensmaler Anna Ancher nu blevet en del af ARoS’ samling.

Anna Ancher (1859–1935) regnes som en af dansk malerkunsts helt store navne – kendt for sin eksperimenterende udforskning af lys og farve og sin evne til at skildre mennesker med intenst nærvær.

I værket Blåregn, som nu er blevet en del af ARoS’ samling, går Ancher helt tæt på motivet, nærmest ind i blåregnen, og med små, hurtige penselstrøg fanger hun de blåviolette blomster og det grønne bladværk, så billedet summer af lys og farve.

Værket har været i Anchers datter, Helga Anchers (1883-1964), ejerskab frem til hendes død. Værket giver et unikt indblik i Anchers eksperimenterende og legende måde at male på og den fascination af lys og farve, der fulgte hende livet igennem.

“Værket understreger Anna Anchers position som en af de mest betydningsfulde impressionistiske kunstnere i Danmark. Gennem mødet med de franske impressionister - på sine rejser til Paris i 1885 og 1889 og på udstillinger af fransk kunst i København - begyndte hun at eksperimentere med de nye farver og lysets flimrende kvaliteter. Vi er derfor meget begejstrede for at kunne føje endnu et af hendes værker til vores samling,” siger ARoS’ chefkurator Stinna Toft.

ARoS har i forvejen maleriet En ung pige ordner blomster (1885) og raderingen Læsende kone (1898) af Anna Ancher i sin samling.

Blåregn kan opleves fra den 28. november 2026 i ARoS’ nye samlingsophængning på museets Niveau 6.

Erhvervelsen af Blåregn er muliggjort med generøs støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942

Kredit: Anna Ancher, Blåregn (u.å.). Foto: Bruun Rasmussen