Tidligere udstilling

Cool, calm and collected

Hvornår

Cool, Calm and Collected er en sang skrevet af the Rolling Stones, om at være cool, rolig og selvsikker, men refererer samtidig til en cool, skandinavisk æstetik. Herudover er det titlen på denne særudstilling med danske samtidskunstnere, der, på trods af forskellige tilgange, har det til fælles, at de arbejder med værker karakteriseret ved et æstetisk stramt, poetisk og køligt formsprog.

★★★★★★ -  Kristeligt Dagblad
★★★★ - Århus Stiftstidende
★★★★ - Jyllands-Posten

I sin helhed er udstillingen et udtryk for den formorienterede og æstetiserende tendens, som mange danske kunstnere har været optaget af i løbet af de sidste 15 år. Samtidig er det en udstilling, der ønsker at vise, hvor forskelligt kunstnerne arbejder i deres valg af materialer, medier og tematikker. Udstillingen både samler og udfolder, for selvom en overordnet æstetisk tendens synes at dominere i dansk kunst, bobler der ofte et mere omvæltende, konceptuelt eller politisk-kritisk indhold under flere af værkernes forførende ydre. 

En mangfoldig kunstscene folder sig ud

Med afsæt i forskellige medier og kunstneriske tilgange afspejler udstillingens værker en kompleks verden fuld af forandringer, kriser og konflikter. Indholdsmæssigt omhandler de vidt forskellige emner: fra det okkulte, posthumane, samfundsdebatterende og videnskabelige til det psykologiske med inspiration hentet fra andre dele af verden, fra tidligere kunstretninger som minimalisme, surrealisme og konceptkunst, men også fra det visuelle vokabular, som stammer fra en lang dansk arkitektur- og designtradition. Udstillingen giver på indholdssiden et langt mere nuanceret billede af den spændvidde, der finder sted i dansk kunst. Den vidner om, at de danske samtidskunstnere ikke alene er optaget af form og æstetik, men i lige så høj grad interesserer sig for aktuelle problemstillinger i samfundet.

+ Film og performances

Til udstillingen hører også et filmprogram, som vises i biografen på niveau 3 ved ARoS Public, med film af Jesper Just, Søren Thilo Funder, Amalie Smith, Simon Dybbroe Møller og Nanna Debois Buhl. Herudover inkluderer udstillingen et performanceprogram med performances af Sophie Dupont, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jeannette Ehlers samt performanceinstallationen Justified Beliefs af Christian Falsnaes, der gør udstillingens gæster til værkets egentlige hovedaktører. 

Spørg kunsterne

Kunst begynder ofte med et spørgsmål eller en undren. Som noget særligt i udstillingen Cool, Calm and Collected kan publikum stille spørgsmål til udstillingens kunstnere. Hver uge udvælger vi de bedste spørgsmål, og med dem i hånden opsøger vi en af kunstnerne for at få svar og komme en forståelse af kunsten nærmere. Nedenfor kan du se de foreløbige film med kunstnernes umiddelbare respons på gæsternes spørgsmål.

Spørg Kunstnerne - Introduktion

Tak til

Spar Nord Fonden

Statens Kunstfond

Bikubenfonden

Stibo-Fonden

Oticon Fonden

Politiken-Fonden