Pressemeddelelse • januar 2022
Den 6. januar har bestyrelsen på ARoS valgt nyt formandskab. Laura Hay Uggla, som før sad i bestyrelsen, tiltræder som bestyrelsesformand, mens Jacob Hansen Beuschau fortsætter som bestyrelsesnæstformand.
"Jeg glæder mig til at tage fat på de store opgaver, der ligger foran os, blandt andet med realiseringen af The Next Level og ny strategi i samarbejde med et stærkt hold af dygtige kollegaer i både bestyrelsen, direktør Rebecca Matthews og organisationen,” siger Laura Hay Uggla.
Laura Hay Uggla er uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet. Hun er forhenværende rådmand for Sociale forhold og beskæftigelse og senere rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Hun er bestyrelsesmedlem i en række erhvervsvirksomheder og kulturinstitutioner så som Grenå Havn, Huset Venture, Godsbanen og Aalborg Zoo.
Nye medlemmer
Det nye formandskab tiltræder sammen med tre nye bestyrelsesmedlemmer, som i august 2021 blev godkendt efter indstilling fra bestyrelsens nomineringsudvalg. Der er tale om direktør for Salling Marianne Bedsted, CEO i Danske Commodities Helle Østergaard Kristiansen og forhenværende direktør i Erhverv Aarhus Marc Perera Christensen.
De tre nye medlemmer erstatter nuværende bestyrelsesformand Carsten Fode, Steen Stavnsbo og Kristine Jensen.
I ARoS’ bestyrelse tilstræbes det, at der sidder personer, som med hvert sit kompetencesæt bedst muligt kan varetage de opgaver, der påhviler bestyrelsen. Der lægges vægt på, at der er bestyrelsesmedlemmer med den fornødne ledelsesmæssige, kultur/kunstfaglige, politiske, forretningsmæssige, juridiske og økonomiske baggrund. Der lægges tillige vægt på en international erfaring.
Bestyrelsen i ARoS består af ni medlemmer. Heraf er de seks udpeget af bestyrelsen efter indstilling fra nomineringsudvalget. To medlemmer er udpeget af Aarhus kommune og et medlem er valgt af museets fastansatte personale.
Bestyrelsen består fra 1. januar 2022 af følgende:
- Laura Hay Uggla, cand. jur. og bestyrelsesmedlem i en række virksomheder.
- Niels Overgaard Lehmann, prodekan for uddannelse, Arts, Aarhus Universitet.
- Danny Lange, Senior Vice President of AI, Unity.
- Marianne Bedsted, direktør for Salling, bestyrelsesmedlem i flere kulturinstitutioner og bestyrelsesformand for DR.
- Helle Østergaard Kristiansen, CEO, Danske Commoditites.
- Marc Perera Christensen, forhenværende kulturrådmand og direktør for Erhverv Aarhus og nuværende medlem af flere bestyrelser.
- Anne Mette Thomsen, medarbejderrepræsentant.
- Jacob Hansen Beuschau (udpeget af Aarhus Kommune)
- Søren Kronborg Pedersen (udpeget af Aarhus Kommune)
Download portrætfoto af Laura Hay Uggla
For yderligere information kontakt:
Bestyrelsesformand Laura Hay Uggla: 2469 2669 / laura@uggla.com