Mythologies – The Beginning and End of Civilizations

Peter Paul Rubens, Salomons Dom, c. 1617, olie på lærred/ Oil on canvas, Statens Museum for Kunst

”Mythologies - The Beginning and End of Civilizations” er en ambitiøs udstilling om tro, håb, kriser og revolution og om, hvordan man med fortællingens magt har skabt og ændret samfund – fra de græske myter til dagens velfærdssamfund.

Fra den 4. april og et halvt år frem kan man på ARoS opleve megaudstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations. Udstillingen folder sig ud på mere end 3000 kvadratmeter i tre af museets gallerier. Den præsenterer omkring 150 værker, der er hentet til ARoS fra 17 lande. Publikum kan blandt andet opleve et stort udvalg af klassiske malerier, skulpturer, moderne installationskunst, videoværker, fotografier og plakater.

Fortællinger der samler og splitter

Arbejdet med udstillingen begyndte allerede under tilblivelsen af ARoS-triennalen The Garden – End of Times, Beginning of Times, der løb af stablen i 2017. Dengang handlede det om menneskets forhold til naturen, mens Mythologies – The Beginning and End of Civilizations sætter fokus på menneskers forhold til hinanden. Udstillingen har således til formål at blotlægge de myter og fortællinger, der gennem forskellige historiske epoker både har været bærende for samfundet og styrkende for fællesskaber, men som også har ført til ødelæggelse, krig og splittelse.  

- Udstillingen tager fat i myter og fortællinger i brydningstider. Når vi for eksempel ser på kristendommen, så handler det i vores tilfælde om brydningen mellem katolicismen og protestantismen, og om hvordan nye fortællinger opstår deraf og skaber nye livsanskuelser og måder at forstå samfundet på. Det er i brydningstider, at vi opdager, hvilke værdier, der står på spil, og det er her, at mange nye værdier opstår, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

Fra græske myter til velfærdsstaten

Fortællingen i Mythologies – The Beginning and End of Civilizations begynder med de græske myter, hvor det guddommelige får menneskeskikkelse. Derefter bevæger udstillingen sig over i kristendommen med skabelsesberetningen, dommedagsberetninger, reformationen og modreformationen over nyklassicisme og det politiske formsprog, hvor det ikke længere er en religiøs, men en politisk fortælling, der udfolder sig i kunsten. Udstillingen beskæftiger sig også med nordisk mytologi og med myterne om det hinsides, kvindefigurer som Venus og Kleopatra og tager os frem til totalitarismen med fortællingen om Hitler og nazismen samt andre totalitære regimer. Udstillingens fortælling rundes af med velfærdsstaten, som i dag er en udbredt fortælling om vores fælles nordiske samfund.

- Med udstillingen ønsker vi, at publikum skal forholde sig til og blive klogere på de myter og fortællinger, der er en væsentlig del af det fundament, som vores samfund bygger på – et samfund, som vi alle er en del af og bidrager til. Det vil sige de fortællinger, der definerer, hvem vi er. Det er en enorm vigtig udstilling specielt i disse tider med klimakrise, fake news og stigende polarisering. Det handler om at få publikum til at se og forstå, hvorfor ting bliver, som de bliver, siger Erlend G. Høyersten. 

Klassisiske sværvægtere og moderne samtidskunst

På udstillingens niveau 5 kan publikum opleve klassiske malerier af kunstnere som Peter Paul Rubens, Albrecht Dürer, Lucas Cranach, Pieter Brueghel den yngre, Wilhelm Marstrand og C.W. Eckersberg sideløbende med installationskunst af blandt andre Helene Nymann. Gallerierne på niveau 1 og niveau 0 byder på forskellige former for moderne samtidskunst af blandt andre Anri Sala, Anselm Kiefer, Kader Attia, Shana Moulton, Marguerite Humeau og Pauline Curnier Jardin.  

-  Udstillingen præsenterer markante værker af både store klassiske kunstnere og nulevende samtidskunstnere. Vi har malerier med, der daterer sig helt tilbage til 1500-tallet. Der er en bred variation af værker, og publikum vil opleve, hvordan både fortidens og nutidens kunstnere af forskellige årsager og gennem forskellige kunstformer søger tilbage til de gamle myter, der er vores fælles baggrund, siger museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, ARoS.

Udstillingsansvarlig: Jakob Vengberg Sevel, ARoS

Pressefotos kan frit downloades via Dropbox mod kreditering af værkerne.

 

For yderligere information kontakt:

Jakob Vengberg Sevel

Museumsinspektør, mag.art

T: 2835 2656 E: jvs@aros.dk

Anne Riis

Presseansvarlig

T: 2888 4464 E: ari@aros.dk

Jens Henrik Daugaard

Presse- og kommunikationsmedarbejder

T: 2888 4467 E: jehd@aros.dk