Finansiering og politisk opbakning til udbygning på plads

Finansiering og politisk opbakning til udbygning på plads

Udbygningsprojektet The Next Level har økonomisk og politisk opbakning og er nu klar til at gå ind i næste fase.

Det er svært at forestille sig ARoS uden Your rainbow panorama på toppen. I fremtiden bliver det også svært af forestille sig ARoS uden The Dome. Med politisk opbakning og generøse donationer fra Købmand Herman Sallings Fond og Ny Carlsbergfondet kan arbejdet med det ambitiøse byggeri og enestående kunstværk af den verdenskendte kunstner James Turrell fortsætte. 


James Turrell udtaler selv om sin kunst: "Light is not so much something that reveals, as it is itself the revelation."
Om The Next Level siger han: "This project is one of the main pieces in my career. It’s highly important. Art for the soul is more needed now than ever."

- Vi har arbejdet hårdt på at få realiseret denne ambitiøse udvidelse af museet, som vi kalder The Next Level, og vi er derfor meget glade for den opbakning, som projektet får både økonomisk og politisk, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

- ARoS har på rekordtid manifesteret sig som et kunstmuseum i international topklasse og med Your Rainbow Panorama på toppen også som et ikonisk kendetegn for Aarhus med både bred appel og kunstnerisk gennemslagskraft. Med realiseringen af James Turrels spektakulære The Dome tager ARoS både museet og byen til ”The Next Level” og sætter en tyk streg under Aarhus’ status som en fantastisk kulturby, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

- Hele Aarhus kommer på et nyt og højere niveau med The Next Level. Det bliver en enestående attraktion, som manifesterer Aarhus i den internationale superliga, når det gælder kultur. The Next Level bliver centrum i et nyt kulturelt byrum, som byens borgere og gæster vil få daglig glæde af i generationer fremover, siger Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

- Vi er i Ny Carlsbergfondet glade for at være med til at sikre, at The Next Level bliver realiseret. At udvide by- og museumsrum med James Turrells underjordiske katedral er både visionært og modigt, siger forkvinde for Ny Carlsbergfondet Christine Buhl Andersen.

- Kultur er en vigtig del af Aarhus. ARoS er blandt de mange kulturinstitutioner, som begejstrer og glæder byens borgere og gæster. Kulturen og kunsten bringer os sammen som mennesker og beriger vores hverdag. I Salling Fondene vil vi gerne være med til at støtte op om dette banebrydende og spektakulære projekt, siger bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen.

Nyt underjordisk galleri, kunstværket The Dome og The Annual ARoS Pavillion

The Next Level, som er udviklet i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects, består af flere elementer: Et udbygningsprojekt bestående af et underjordisk udstillingsgalleri på 1000 kvadratmeter og det gigantiske værk The Dome af James Turrell, der med sin loftshøjde på 15 meter, en diameter på 40 meter og et kig til det uendelige himmelhvælv, vil byde på en international unik kunstoplevelse præget af stor spirituel sensibilitet. Udbygningen vil blive forbundet til den eksisterende bygning med indgang fra niveau 3.

Et andet element, der er med i næste fase af projektet, er The Annual ARoS Pavilion, som vil blive placeret mellem museet og The Dome. Planen er, at der hvert år vil blive bygget en ny midlertidig pavillon af nogle af verdens mest innovative arkitekter. The Annual ARoS Pavilion vil fungere som en midlertidig tilbagevendende scene for forskellige former for socialt samvær, talks, koncerter, nye udstillinger og performances. Den vil skabe anledninger til nye spændende samarbejder på tværs af byens kulturinstitutioner, foreninger og græsrødder. Samtidig vil der skabes muligheder for et nyt byrum ved museet og de omkringliggende institutioner.

Om James Turrell

Siden 1960’erne har den amerikanske kunstner James Turrell (f. 1943) arbejdet med lys, farver og ruminstallationer.  Han er i dag verdens førende kunstner indenfor sit felt, og han har udført permanente installationer i 26 lande. Turrell er uddannet psykolog og har studeret matematik, geologi og astronomi. Hans værker har det fællestræk, at de omslutter publikum gennem lys- og farvepåvirkninger kontrolleret af kunstneren.

James Turrells mest kendte værk er Roden Crater – en udslukt vulkan i Arizonas ørken, der udgør verdens største kunstværk. Han købte det 400 tusinde år gamle og tre kilometer brede krater i 1979, og det er siden blevet et livslangt kunstprojekt. Her bygger han et enormt observatorium, hvor man kan studere himmelens lyskvaliteter i løbet af døgnet. Turrell er også kendt for sine Sky spaces (eller himmelrum), hvoraf det første blev skabt i 1975. Turrells ofte farvestålende ruminstallationer minder om tredimensionelle lysmalerier, hvor han, som en moderne Michelangelo, forbinder det jordiske med det himmelske samt krop og følelse med sind og tanke.

Økonomi

Den samlede pris på udbygningsprojektet er vurderet til knap 200 millioner kroner, hvoraf Købmand Herman Sallings Fond har doneret 80 millioner kroner, Ny Carlsbergfondet 40 millioner kroner og en anonym donation på 10 millioner kroner. Den resterende del finansieres mellem Aarhus Kommune og ARoS.

Byggeriet sker i samarbejde med Aarhus Kommunes magistratsafdeling for Kultur og Borgerservice.

The Next Level forventes at åbne i løbet af 2025.

Presse

Astrid Ildor

Press- and Communication Manager

T: 6190 4942 E: asil@aros.dk

Ida Fuglsang Møller

Presse- og kommunikationsmedarbejder (barsel)

T: 6190 4947 E: idmo@aros.dk