Verdenspremieren på James Turrells Skyspace markeres med stort åbningsprogram

Verdenspremieren på James Turrells Skyspace markeres med stort åbningsprogram

Nina Beier & John Miller. True Mirror, 2018. Foto: Ondrej Polak.

Fra den 19. juni byder ARoS på særlige foredrag, koncerter, børneaktiviteter og yoga, når kunstværket As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell åbner.

“James Turrells kunstværk er skabt til at vække forundring, nærvær og fællesskab. Det glæder mig dybt, at vi nu kan invitere alle til at opleve lysets poesi i dette enestående rum. Vi håber, at så mange som muligt får mulighed for at møde værket ikke bare som tilskuere, men som deltagere i en helt særlig kunstoplevelse, man forhåbentligt vil huske hele livet,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.  

Hver aften hele sommeren kan du opleve det særlige Tusmørke ved solnedgang i As Seen BelowHer er kunstværkets udvendige låg åbent, og himlen males i intense, skiftende nuancer, som Turrells lys forstærker og forfiner.  

Flere gange dagligt vil man også kunne opleve kortere lys-seancer – Farveskift i kunstværket, som kommer til at indgå permanent i ARoS’ samling. På lørdage og søndage vil der for de morgenfriske også være Tusmørke-seancer ved solopgang. 

Læs mere om de forskellige måder at opleve kunstværket på her. 

Foredrag, koncerter, yoga og børneaktiviteter 
Åbningsweekenden den 20.–21. juni byder på goodiebags og foredrag om lys, perception og arkitektur. Du kan også blive klogere på hele processen med opførelsen af det monumentale værk til foredrag med blandt andre arkitekt Morten Schmidt, SHL-arkitekt Jette Birkeskov og fotograf Torben Nielsen.  

I åbningsweekenden vil der også blive opført et lydværk i As Seen Below i tre akter sammensat og komponeret særligt til åbningsweekenden af Kh Marie Studio og med input fra James Turrell.  

De følgende uger byder desuden på litteratursamtaler modereret af Anne Glad med Dorthe Nors, Theis Ørntoft og Tine Høeg. Du kan også opleve talks og vidensoplæg med Anja C. Andersen, Ane Cortzen, Marie Laurberg og flere andre. Og der vil derudover være familieværksteder og børneshows samt yoga, meditation, guidede gåture og morgenstunder i kunstværket.  

Hele åbningsprogrammet er muliggjort takket være generøs støtte fra Salling Fondene, som også har bidraget med afgørende støtte til opførelsen af kunstværket.  

“Det glæder os i Salling Fondene at støtte et projekt, der kan opleves og mærkes af så mange forskellige mennesker. Mange års arbejde kulminerer med åbningen af As Seen Below, og vi glæder os over at kunne støtte et åbningsprogram, der gør det muligt for aarhusianere og tilrejsende i alle aldre at få en helt særlig oplevelse,” næstformand i Salling Fondene.  

Reserver din plads 
ARoS’ årskortholdere fik eksklusiv adgang til åbningsprogrammet og til reservation af pladser til de særlige Tusmørker i går den 14. april.   

Alle andre kan reservere pladser fra i dag den 15. april. Alle aktiviteter i åbningsprogrammet er inkluderet i entréen til ARoS eller som en del af dit årskort. Ved arrangementer med begrænsede pladser kan man reservere plads til 40 kr.   

Det fulde program for åbningsdagen den 19. juni offentliggøres senere.  

Pressebilleder kan findes i Dropbox-mappen her og må bruges mod korrekt kreditering.

For yderligere oplysninger, kontakt: 

ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904942