Nina Beier og John Miller udfordrer vores syn på verden i ny udstilling på ARoS

Nina Beier og John Miller udfordrer vores syn på verden i ny udstilling på ARoS

Nina Beier & John Miller. True Mirror, 2018. Foto: Ondrej Polak.

Den 14. maj 2026 overtager Nina Beier og John Miller ARoS’ nye Salling Galleri med en tankevækkende totalinstallation. The Populace kredser om identitet, autenticitet og repræsentation.

Danske Nina Beier og amerikanske John Miller har skabt et nyt værk, der transformerer det underjordiske Salling Galleri til et komplekst univers, hvor grænserne mellem menneske og objekt, portræt og person, original og reproduktion forskydes.  

Når du træder ind i udstillingen, bliver du mødt af et stort antal iscenesatte mannequiner, der står ansigt til ansigt med fotografier af portrætmalerier, der er gravet frem fra glemte arkiver. Her opstår et mærkeligt rum – både velkendt og fremmed. Figurerne fremstår hverken helt som mennesker eller objekter, og der opstår et virvar af gensidige blikke mellem mannequinerne, portrætterne og publikum.  

Et undersøgelse af billeders værdi på tværs af tid 
The Populace tager afsæt i kunstnernes fælles interesse for forholdet mellem original og kopi. Udstillingen udforsker de kulturelle koder og strukturer, der former vores samtid og bevæger sig mellem portrættradition, forbrugskultur og de hierarkier, der er indlejret i blikket.  

”Med The Populace har Beier og Miller skabt en immersiv installation, der afspejler den verden, vi lever i i dag; en verden, hvor vores oplevelse af identitet og virkelighed konstant påvirkes af billeder og fortællinger. Udstillingen inviterer os til at reflektere over, hvad der føles autentisk og originalt, og hvor fasttømret vores egen identitet og virkelighed egentlig er. Samtidig viser den, hvordan kunst kan hjælpe os til at se os selv og samfundet vi lever i på nye måder,” siger Rebecca Matthews, museumsdirektør. 

The Populaceer på én gang intim og fremmedgørende, personlig og generisk. Værket efterlader et rum, hvor originalitet og kopi forskydes, og hvor det at se og blive set forhandles. 

Nina Beier 
Danske Nina Beier (f. 1975) er en internationalt anerkendt samtidskunstner. Hendes kunst har gennem de seneste to årtier beskæftiget sig med det fundne objekt, der bærer spor af de kulturelle systemer og kapitalistiske værdikæder, de er en del af.  

Hendes værker iscenesætter adfærd og objekter i nye konstellationer, hvor deres oprindelige betydning forskydes. I hendes praksis bevæger objekter sig mellem deres fysiske tilstedeværelse og deres billede, og de unddrager sig dermed et entydigt perspektiv.  
Nina Beier har blandt andet udstillet på Museum of Contemporary Art Kiasma i Helsinki, Museo Tamayo, Mexico City, og The Highline, New York, og har modtaget markante priser som Beckett-Prisen, Carl Nielsens ærespris og Ny Carlsbergfondets kunstnerlegat.  

John Miller 
Amerikanske John Miller (f. 1954) er kendt for sit omfattende oeuvre inden for skulptur, installation, maleri, fotografi og tekstarbejde. Siden 1980’erne har han arbejdet med materialer og motiver hentet fra hverdagslivet og populærkulturen. 

Millers værker knytter en intelligent og ofte humoristisk kommentar til identitet, økonomi, kultur og vestlig forbrugskultur. Gennem sin kunst udfordrer Miller vores forestillinger om kunstværkets autonomi, og stiller spørgsmål ved etablerede kulturelle værdier. 

Kunsthalle Zürich, Institute of Contemporary Art Miami og Museum Ludwig i Köln har alle præsenteret større udstillinger med Millers arbejde. Han har modtaget priser som Wolfgang-Hahn-Preis samt et legat fra Pollock Krasner Foundation Grant, New York.  

ARoS After Hours den 13. maj 
Åbningen af The Populace markeres den 13. maj med gratis entré og koncert.  
 
Program 
19.45 Taler i museumsgaden og officiel åbning af The Populace 
20.00 DJ Astra 
22.00 Live koncert med Døtre 
23.00 Tak for i aften 

Praktisk 
The Populace vises fra den 14. maj 2026 – 29. marts 2027 på ARoS. Udstillingen kurateres af Signe Melgaard Mark. 

I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med en samtale mellem kunstnerne og udstillingens kurator, en tekst af Laura López Panigua og en tekst af Jeppe Ugelvig samt udvalgte tidligere værker af Nina Beier og John Miller.  

Udstillingen er realiseret med generøs støtte fra Axel Muusfeldts Fond, Lemvigh-Müller Fonden, Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorck’s Fond, 15. Juni Fonden og Statens Kunstfond.

Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.  

For yderligere oplysninger, kontakt: 

ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904942