Pressemeddelelse • februar 2026
I kølvandet på branden i den historiske Børsbygning i København den 16. april 2024 begynder et af Danmarks mest markante kulturværker nu en usædvanlig rejse rundt i landet. P.S. Krøyers monumentale værk Fra Københavns Børs (1895) er reddet ud af flammerne og sendes i 2026 på en omfattende Danmarksturné, organiseret af Dansk Erhverv i samarbejde med Kunst På Arbejde og Hizkia.
Maleriet skildrer dansk erhvervsliv anno 1895 og fungerer som et visuelt historisk dokument, der samtidig inviterer til refleksioner over, hvordan idealer og strukturer i dansk erhvervs- og samfundsliv har udviklet sig gennem tiden.
Værket kommer til ARoS i slutningen af november
Danmarksturnéen begynder på Kunstmuseum Brandts i Odense, hvor værket udstilles fra den 27. februar.
Efter opholdet i Odense fortsætter Fra Københavns Børs til ARoS. Her vil maleriet indgå i genophængingen og genfortolkningen af ARoS’ egen samling. Fra den 28. november kan gæster på ARoS opleve Krøyers værk i en ny og kontekstualiseret sammenhæng blandt ARoS øvrige hovedværker.
“Vi er meget glade for at måtte låne Krøyers værk og give ARoS’ gæster mulighed for at opleve det ikoniske maleri på nært hold,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews og tilføjer
“I forbindelse med genophængningen af ARoS’ samling arbejder vi med at skabe en fleksibel udstillingsarkitektur, der gør det muligt løbende at udskifte værker og udtryk. Det er en fantastisk mulighed at kunne tænke Krøyers hovedværk ind i denne nye tilgang.”
Opholdet på ARoS udgør en central del af turnéens ambition om at forbinde national kulturarv med samtidige perspektiver. Efter udstillingsperioden på Aarhus rejser værket videre til Fuglsang Kunstmuseum.
For yderligere information, kontakt:
ARoS Presse og kommunikation
Presse@aros.dk
61904942