Klip et gækkebrev til Boy på ARoS i påsken

Klip et gækkebrev til Boy på ARoS i påsken

Mads Smidstrup, ARoS 2026

Vær med i påsken, fra den 28. marts til den 6. april, når vi klipper kæmpestore gækkebreve til ARoS’ ikoniske skulptur Boy, tager på påskejagt blandt ARoS’ kunstværker, maler æg og meget andet.

“Påsken giver os anledning til at dykke ned i værker i ARoS’ samling, der trækker tråde til den traditionsrige højtid. Jeg ser frem til at samle både børn, unge og voksne på museet og lade dem komme tættere på kunsten, samtidig med at de bruger deres kreative evner til at skabe gækkebreve og smukke påskeæg,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews. 

Klip et gækkebrev til Boy 
Hele familien kan være med, når vi klipper kæmpestore gækkebreve på 80x80 cm og putter i Boys enorme postkasse. Når du sender et gækkebrev til Boy, kan du være med i lodtrækningen om at vinde et gavekort på 500 kr. til Panduro®. Efter påsken trækker vi fem heldige vindere. 

Find påskemotiver blandt ARoS’ kunstværker 
Tag dine børn i hånden og gå på opdagelse blandt kunstværkerne i ARoS’ samlingsudstillinger i vores påske kunstjagt. I skal blandt andet lede efter harer på et maleri af P.S. Krøyer og tælle kyllinger på et værk af Wilhelm Marstrand. 

I påsken vil der hver dag kl. 10.30 også være særlige omvisninger for børn og familier, der alle starter på Niveau 4. Sammen med vores formidlingsassistenter udforsker I kunsten på ARoS med særligt fokus på forårets spirende liv, lyset og påskens symboler.  

Omvisningerne foregår i et roligt tempo, så alle kan være med, og der er plads til både nysgerrighed, spørgsmål og undren. 

Flyv med fjer og løb med æg 
Følg de små påskekyllinger ned til ARoS’ Niveau 3, hvor vi har skabt et kreativt univers med påskeaktiviteter for hele familien. Her kan I dyste mod hinanden i æggeløb, dekorere påskeæg eller konkurrere om, hvem der kan holde en fjer i luften i længst tid. 

Kunst der taler til alle sanser 
I påsken kan I også opleve flere aktuelle udstillinger med kunst i verdensklasse. Gå på opdagelse i den sanselige udstilling Step Inside, der præsenterer fire totalinstallationer af Pamela Rosenkranz, Laure Prouvost, Anicka Yi og Philippe Parrreno, der rummer både lyd, lys, duft og bevægelse. 

I kan også dykke ned under havets overflade eller udfordre hinanden i et spil skak i udstillingen Anna Boghiguian – The Sunken Boat eller træde ind i et sort hul i Cecilie Waagner Falkenstrøms værk A Black Hole Calling Us, der netop er åbnet på ARoS’ helt nye udendørs kunstplads, ARoS Art Square. 

Praktisk 
ARoS’ påskeaktiviteter er åbne for alle fra lørdag den 28. marts til søndag den 6. april fra kl. 09.00-16.00 og er gratis med årskort eller efter betalt entré til museet. Der er altid gratis entré til museet for alle under 18 år. 

I ARoS’ Café på Niveau 4 kan I købe børnevenlig mad og drikke som fiskefrikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. 

I påsken serverer ARoS Orangeri en påsketallerken inklusiv en øl og en snaps til 265 kr. hver dag fra kl. 12–15. Påsketallerkenen består af to slags sild, røget ørred, håndpillede rejer, kyllingepaté, oste med sødt samt friskbagt brød med smør. 

ARoS’ påskeaktiviteter præsenteres af Panduro® som Creative Partner. 

Læs mere om påsken på ARoS her. 

Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering. 

For yderligere oplysninger, kontakt: 

ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904942