Pressemeddelelse • januar 2026
H. M. Kong Frederik på
arbejdsbesøg hos
James Turrell
H. M. Kong Frederik på arbejdsbesøg hos James Turrell
Foto: Mads Smidstrup © ARoS, 2026
Pressemeddelelse • januar 2026
Foto: Mads Smidstrup © ARoS, 2026
James Turrell har siden den 5. januar arbejdet i sit Skyspace – As Seen Below – på ARoS. Her laver han den helt særlige lyssætning, der skal oplyse det store kuppelformede rum i forbindelse med solopgang og solnedgang, når kunstværket åbner til juni.
Tirsdag eftermiddag fik kunstneren særligt besøg, da H. M. Kong Frederik kom på privat besøg for at se, hvordan arbejdet skrider frem.
Hans Majestæt har flere gange undervejs i byggeprocessen haft anledning til at følge kunstværkets tilblivelse, og tirsdag mødte han for første gang den amerikanske kunstner i Aarhus.
”Vi er naturligvis glade for, at Hans Majestæt deler begejstringen for James Turrells kunst med os. Det er virkelig enestående. De mere end 1.000 specialdesignede lyskilder, som James Turrell i disse dage omhyggeligt programmerer til at reagere på himlens bevægelse, vejret og det skiftende lys, tilfører noget helt særligt til det allerede overvældende kuppelrum – noget, som skal opleves på egen krop,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Lyssætningen vil kunne opleves i forbindelse med solopgang på udvalgte dage og solnedgang alle dage hen over sommeren, efter værket åbner den 19. juni. Det betyder altså, at man som gæst vil kunne komme på ARoS og i Skyspacet både meget tidligt og meget sent i døgnet, da nætterne som bekendt er lyse i ugerne efter midsommer.
Derudover arbejder James Turrell på nogle kortere lyssessions, som man vil kunne opleve i løbet af dagen.
”Sammen med kunstneren arbejder vi i disse uger på at lave de sidste detaljer på selve kunstoplevelse. Vi glæder os til snart at kunne fortælle meget mere om, hvordan vi vil fejre åbningen, og hvordan både besøgende og medlemmer vil kunne opleve museets nye vartegn,” siger Rebecca Matthews.
Læs mere om James Turrell’s Skyspace her.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering:
Foto: Mads Smidstrup © ARoS, 2026
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942