Pressemeddelelse • marts 2026
Boy udlånes til Museum Voorlinden i Holland
Boy udlånes til Museum Voorlinden i Holland
Ron Mueck, Boy, 1999. Foto Mads Smidstrup, ARoS 2024
Pressemeddelelse • marts 2026
Ron Mueck, Boy, 1999. Foto Mads Smidstrup, ARoS 2024
"Boy er et ikonisk værk i vores samling, elsket og beundret af mange. Siden han ankom til ARoS i 2004, er han blevet et ikon ikke kun på ARoS, men også på den internationale kunstscene. Lånet til Voorlinden er et bevis på det, og jeg håber, at vores gæster vil hjælpe med at sende ham godt afsted til hans midlertidige hjem i Holland. Han kommer tilbage!” siger ARoS’ museumsdirektør Rebecca Matthews.
Sidste chance for at opleve Boy på ARoS i år er den 16. august. Herefter transporteres den 4,5 meter høje hyperrealistiske skulptur til Museum Voorlinden uden for Haag.
Her bliver Boy et af hovedværkerne i udstillingen Celebrating the Icons of Art, der samler ikoniske mesterværker fra hele verden i anledning af museets 10-års jubilæum. Udstillingen åbner den 12. september 2026.
”Det er en stor ære at byde Boy velkommen til Voorlinden. Ron Muecks skulpturer er elsket af publikum over hele verden, og vi er dybt taknemmelige for, at ARoS betror os et af mesterværkerne i deres samling. Til gengæld sender vi vores elskede Couple Under an Umbrella til Aarhus, og dermed skaber vi en særlig udveksling, som forbinder begge vores institutioner og publikum,” siger Suzanne Swarts, museumsdirektør på Museum Voorlinden.
Med kunstnerens godkendelse
Boy blev skabt i 1999 af den australske kunstner Ron Mueck (f. 1958). I mere end 20 år har skulpturen været et elsket symbol på ARoS og tiltrukket besøgende fra ind- og udland. Det tog Mueck otte måneder at udvikle værket fra en ca. 40 cm stor lermodel til den nuværende glasfiberskulptur.
Boy blev en del af ARoS’ samling efter at have vundet stor anerkendelse på Venedigbiennalen i 2001. Siden skulpturen første gang blev udstillet på museet i 2004, har den spillet en central rolle i ARoS’ ambition om at samle markante værker inden for international samtidskunst.
“ARoS og Museum Voorlinden er to af mine yndlingskunstmuseer. Jeg er meget glad for, at Boy og CoupleUnder anUmbrella, som normalt er en del af samlingsudstillingerne i deres respektive hjem, nu kan opleves i nye omgivelser af nye gæster. Det er en stor opgave at flytte og udveksle disse værker, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvordan de kommer til at spille sammen med deres nye omgivelser,” siger Ron Mueck.
Hyperrealistiske bedsteforældre
Mens Boy udstilles i Holland, låner ARoS et af Voorlindens mest ikoniske værker – en anden livagtig skulptur af Ron Mueck.
Couple Under an Umbrella (2013) skildrer et ældre par under en parasol, skabt i præcis dobbelt menneskestørrelse. Værket kan opleves på ARoS fra den 12. september 2026.
Boy vil være udstillet på Museum Voorlinden fra den 12. september 2026 til den 21. februar 2027.
Boy vender derefter tilbage til ARoS, hvor han igen kan opleves fra 6. marts 2027.
Om Ron Mueck
Ron Mueck (f. 1958) voksede op i Australien og bor og arbejder i dag på Isle of Wight i Storbritannien. Han har opnået international anerkendelse for sine ekstremt livagtige skulpturer, der varierer i størrelse fra monumentale til miniature. Selvom Muecks skulpturer er hyperrealistiske, afspejler de aldrig motivet i dets naturlige størrelse.
Mueck begyndte sin kunstneriske karriere i 1996 og regnes for en af vor tids største billedhuggere. Hans arbejde bygger på hans tidligere erfaring som dukkefører og modelbygger i film- og tv-branchen. Han skaber sine skulpturer i hånden i ler, før han støber dem i forskellige materialer såsom silikone og harpiks. Det tager ham måneder, ofte år, at færdiggøre sine værker, og hans kunstneriske oeuvre omfatter til dato kun 49 værker.
Om ARoS
ARoS er et internationalt kunstmuseum i Aarhus. Med seks gallerier og en hel etage dedikeret til installationskunst tilbyder ARoS et vigtigt frirum, hvor det er muligt at forstå fortiden, udforske nutiden og forestille sig fremtiden på nye måder.
ARoS’ samling indeholder mere end 8.300 værker af både danske og internationale kunstnere. Nogle af museets mest kendte værker er Olafur Eliassons Your rainbow panorama (2011), Ron Muecks skulptur Boy (1999) og – fra juni 2026 – As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell, der bliver det største Skyspace i en museumskontekst.
Om Museum Voorlinden
Museum Voorlinden forener kunst, natur, mennesker og arkitektur. Museet åbnede i Wassenaar i 2016 og præsenterer oplevelser, hvor besøgende kan se, høre og sanse sig til nye perspektiver.
Museet for moderne og samtidskunst er en oase af ro midt mellem fire af Hollands største byer og tilbyder et ambitiøst udstillingsprogram med soloudstillinger af både etablerede navne og unge talenter. Voorlinden samarbejder med anerkendte museer og institutioner over hele verden – herunder ARoS.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942