Når James Turrells monumentale værk As Seen Below åbner til midsommer, markeres det med et særligt lydværk, som opføres i Skyspacet ved de tre første solnedgange den 19., 20. og 21. juni.
“Med åbningen af As Seen Below skriver vi et nyt kapitel i ARoS’ historie. Vi ønsker at fejre verdenspremieren med en oplevelse, der matcher både værkets storhed og vision. Derfor har vi inviteret Kh Marie Studio til at skabe et stedsspecifikt lydværk. James Turrell har været tæt involveret, og vi ser meget frem til denne spektakulære kunstoplevelse i åbningsweekenden,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Lydværk i tre akter
Rite of Passage er et lydværk i tre akter sammensat og komponeret af Kh Marie Studio og med input fra James Turrell.
Første akt: Seperation præsenterer det elektroniske værk Alphabet of Light af italienske Caterina Barbieri, som poetisk akkompagnerer solnedgangens indledende fase.
Anden akt: Liminalitet er et nyskrevet korværk komponeret til anledningen af Kh Marie Studio og opført af 12 sangere fra Ensemble Edge Kor.
Tredje akt: Reintegration
String Quartet No. 3 (Mishima) - Movement 2 by Philip Glass, String Quartet No. 3 (Mishima) - Movement 6 by Philip Glass © 1985 Dunvagen Music Publishers Inc. Used by Permission.
I en mørkere strygerinstrumentation skabt til rummets akustik og solnedgangens gradvise mørke, opført af musikere fra Aarhus Symfoniorkester.
Del din vuggevise – ring 87152507
Lydværket opføres som en del af de særlige Solnedgangssessions i As Seen Below, hvor James Turrells lysunivers forstærker og forfiner himlens skiftende nuancer i takt med overgangen fra dag til nat.
Af samme grund tager lydværkets anden akt: Liminalitet udgangspunkt i de vuggeviser og godnatsange, vi har med os fra barndommen.
“Vi vil gerne have alle til at dele de vuggeviser, de selv er blevet sunget i søvn til. For mig sidder de melodier og ord dybt i min kropslige hukommelse. De rummer en erfaring af tryghed, men også af sårbarhed og overgivelse til det mørke og ukendte,” siger Marie Koldkjær Højlund.
Du kan bidrage ved at ringe til telefonsvareren 87152507 og synge – eller indtale – netop den vuggevise, der betyder noget for dig. Også James Turrell bidrager med en personlig vuggevise, der indgår i lydværket.
Kh Marie Studio
Kh Marie Studio er et kunstnerisk lydbureau, der arbejder på tværs af kunst, rum og forskning. Med sans for det stedsspecifikke arbejder studiet med alt fra soundscapes og lydinstallationer til eksperimenterende kompositioner og lydforskning.
Kh Marie Studio består, udover Marie Koldkjær Højlund, af musiker og komponist Kenneth Nørby Andersen samt kreativ producent Christine Byriel.
Kom med til åbningskoncert i As Seen Below
Åbningskoncerterne – og hele åbningsprogrammet for James Turrells Skyspace, som offentliggøres i april – er muliggjort takket være generøs støtte fra Salling Fondene.
Der vil blive åbnet for reservationer til koncerten den 21. juni i midten af april. Hvis du vil være sikker på at få besked som en af de første, kan du skrive dig op til ARoS’ nyhedsbrev. Til efteråret bliver det desuden muligt at opleve et ca. 20 minutter langt lydværk baseret på de indsendte vuggeviser på udvalgte tidspunkter i As Seen Below.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942