Pressemeddelelse • august 2025
ARoS inviterer alle unge gratis på museum
ARoS inviterer alle unge gratis på museum
Kreditering: Mads Smidstrup
Pressemeddelelse • august 2025
Kreditering: Mads Smidstrup
Flere end 1.000 unge besøgte hver dag ARoS sidste år i forbindelse med K7, hvor museet blev det mest besøgte i den landsdækkende kulturuge. Fra den 8.–14. september 2025 gentager vi succesen for at skabe endnu stærkere møder mellem unge, kunst og kultur.
"Vi glæder os til at byde velkommen til rigtig mange unge – også dem som vi ellers ikke ser på ARoS så tit – og se dem bruge museet. Hos ARoS er alle velkomne, og vi ønsker, at alle unge skal føle, at de hører til her og er en del af den energi, der driver vores kreative fællesskab,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
ARoS After Hours – K7 Edition
Ugen kulminerer med en særlig aften for byens unge – og alle andre, der har lyst til at deltage i festen: ARoS After Hours – K7 Edition, som finder sted fredag den 12. september fra kl. 16–20.
I samarbejde med 15 unge aarhusianere har ARoS skabt et unikt program, der byder på en blanding af kunst, musik og oplevelser. Programmet rummer alt fra poesi-performance med Unge Danske Digtere til armlægning med Aarhus Armwrestlers. Fra ARoS-omvisning om Kunst & Tro til K7-quiz med den aktivistiske sexlegetøjsforretning Peech.
Du kan også udforske det nye underjordiske Salling Galleri, hvor den fremadstormende kunstner Jenkin van Zyl lader drag møde horror i en hypnotiserende udstilling om kønsroller og magtstrukturer.
Aftenen afsluttes med Silent Disco i ARoS’ ikoniske kunstværk Your rainbow panorama, efterfulgt af et brag af en koncert med indie-rock bandet Downtown July, vindere af KarriereKanonen 2024. De leverer høj poesi, uformelt flaberi og groovy melodier.
Når festen slutter på ARoS, kan du fortsætte til Volume Village, som står klar med DJ og fredagsbar.
Om K7
K7 er et landsdækkende initiativ, der giver fri entré til over 200 museer og udstillingssteder over hele landet for alle unge mellem 18-27 år i uge 37. Det er en åben invitation til alle unge, der tilbyder nye kulturoplevelser på en mere spontan, tilgængelig og uforpligtende måde – også for dem, der ikke normalt tager på museer, i teatre og til klassiske koncerter.
I Aarhus giver K7 fri entré til ARoS, KØN, Den Gamle By, Moesgaard Museum, Steno Museet, Museum Ovartaci og Besættelsesmuseet.
For at få fri entré skal man blot medbringe det gratis, personlige K7-kort, som kan downloades via K7’s hjemmeside, når man møder op på museet eller udstillingsstedet.
Kulturorganisationen ADBC står bag K7, som i år er støttet af Spar Nord Fonden, Slots- og Kulturstyrelsen, Københavns Kommune, Augustinus Fonden, CPH STAGE, Louis Hansen Fonden og Knud Højgaards Fond. K7 på ARoS er støttet af Tuborgfondet.
Vedhæftede pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod følgende kreditering: Mads Smidstrup © ARoS 2025
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904883