Aarhus Kommune og ARoS åbner verdens største Skyspace i en museumskontekst af James Turrell til sommer

Aarhus
Kommune og ARoS åbner verdens
største Skyspace i en museumskontekst af
James Turrell til sommer

James Turrell, As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell. Foto: Mads Smidstrup © ARoS, 2025. Taget i forbindelse med James Turrells besøg i As Seen Below, juni 2025.

Den 19. juni 2026 åbner Aarhus Kommune og ARoS Aarhus Kunstmuseum det monumentale kunstværk As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell.

Aarhus Kommune og ARoS Aarhus Kunstmuseum offentliggør i dag, at museets nye monumentale kunstværk, der af kunstneren har fået navnet As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell - åbner for publikum d. 19. juni 2026. Værket bliver kunstneren James Turrells største Skyspace i en museumskontekst og fuldender ARoS’ mangeårige vision The Next Level.

Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, der er bygherre på projektet, udtaler:

”En drøm går i opfyldelse, når As Seen Below af James Turrell står færdig næste år, og vi kan vise, hvor imponerende et kunstværk der faktisk er tale om. Glæd jer – Aarhus er på vej til at få endnu en spektakulær attraktion i absolut verdensklasse. Den vil stå som et nyt vartegn for både ARoS og Aarhus som kulturby med internationale ambitioner,” siger rådmanden. Han suppleres af Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold:

”ARoS er et stærkt billede på udviklingen af det moderne Aarhus. Det imponerer i form og indhold, og med den historiske vision og udvidelse, vi oplever i disse år, styrker vi museets position i international topklasse – og dermed byens image. Jeg ser frem til åbningen med store og stolte forventninger,” udtaler borgmesteren.

Monumentalt værk af internationalt anerkendt kunstner

Det store, kuppelformede kunstværk måler 16 meter i højden og 40 meter i diameter. Gæsterne ankommer via en underjordisk, lysfyldt korridor, før de træder ind i den store indendørs kuppel, hvor Turrells karakteristiske belysning lader rummet bades i farver og lys, der indrammer den åbne himmel gennem et centralt oculus. James Turrell udtaler:

”Dette kunstværk har været undervejs i mange år, og jeg er glad for, at det åbner for offentligheden netop til sommersolhverv i 2026. Jeg ser frem til at opleve, hvordan publikum møder og interagerer med værket – mit største og mest ambitiøse Skyspace i et offentligt museum til dato,” siger den amerikanske kunstner.

Oplevelsen i As Seen Below folder sig særligt ud ved solopgang og solnedgang, hvor tidsbestemte lyssessioner forankrer besøget i naturens rytme – og hvor lys, rum og tid bindes sammen i en sammenhængende publikumsoplevelse.

”Med As Seen Below former jeg selve oplevelsen af at se frem for blot at levere et billede. Arkitekturen bringer himlen tæt på, så du erkender, at selve det at betragte er værket i sig selv,” forklarer James Turrell.

The Next Level – mangeårig vision realiseres

Åbningen af As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell fuldender ARoS’ mangeårige vision The Next Level, skabt i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects. Projektet omfatter også Salling Galleriet, der åbnede i juni 2025 - et nyt, banebrydende underjordisk udstillingsrum dedikeret til årlige samtidskunstkommissioner - samt Art Square, et permanent udendørs areal for kunst i det offentlige rum, der åbner samtidig med As Seen Below i 2026.

Rebecca Matthews, museumsdirektør på ARoS, siger:

”Vi er begejstrede for at kunne annoncere, at As Seen Below – The Dome, a Skyspace af James Turrell åbner for offentligheden i juni 2026 – et øjeblik, der vil markere en meget stor milepæl i ARoS’ historie. Vi er stolte over, at vores museum bliver hjemsted for James Turrells mest betydningsfulde Skyspace til dato – et enestående værk, der inviterer publikum til at sænke tempoet, løfte blikket og opleve lys, tid og rum på dybt bevægende måder. Dette er ikke blot et enestående kunstværk for ARoS, men også et nyt kulturelt vartegn for Aarhus.”

Vedhæftede pressefotos kan downloades via DropBox må frit benyttes mod korrekt kreditering.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressechef, The Next Level, ARoS
Mette Agerup
meag@aros.dk
T: 6190 4883