Dalí, Magritte og
Man Ray i selskab med
danske surrealister på ARoS

Dalí, Magritte og Man Ray i selskab med danske surrealister på ARoS

Den 7. oktober åbner A Surreal Shock – Masterpieces from Museum Boijmans Van Beuningen på ARoS. Udstillingen er en omfattende introduktion til surrealismen og en unik mulighed for at opleve ikoniske værker af kunstnere, der sjældent udstilles i Danmark.

Opbrud, nytænkning og et ønske om revolution og disruption iscenesættes, når ARoS den 7. oktober 2023 åbner årets store udstilling A Surreal Shock – Masterpieces from Museum Boijmans Van BeuningenHer får besøgende en omfattende introduktion til surrealismen og mulighed for at opleve nogle af  de mest populære kunstværker fra de seneste hundrede år. 

Udstillingen er kurateret i tæt samarbejde mellem ARoS' kurator Jakob Vengberg Sevel og kurator Els Hoek fra Museum Boijmans Van Beuningen og indeholder flere end 200 værker, herunder 180 ikoniske værker fra Museum Boijmans Van Beuningens samling. Blandt andet betydningsfulde bidrag af Eileen Agar, Joan Miró, Leanora Carrington, Man Ray, Max Ernst, René Magritte og Salvador Dalí.  

Vi er stolte af samarbejdet med Museum Boijmans Van Beuningen, som har en af verdens vigtigste samlinger af surrealistiske værker. Med samarbejdet har vi fornøjelsen af at kunne give vores besøgende her i Aarhus mulighed for at opleve de storslåede surrealistiske værker og for at stå ansigt til ansigt med surrealismens fantastiske, automatiske og underbevidste måder at udfordre status quo på, siger Rebecca Matthews, museumsdirektør på ARoS.  

Fra 1920'erne udviklede surrealisterne deres egne metoder og æstetik til at uddrive krigens rædsler og den politiske ustabilitet, der gennemsyrede samtidens institutioner. 

Man kan argumentere for, at vi lever i en lignende tid, hvor vi på afsøgende vis kæmper med en verden i politisk forandring, med usikre sandheder og med risikoen for klimakatastrofe. Jeg er sikker på, at de besøgende vil genkende surrealismens etos: Dens hyldest til fantasien er evig aktuel og den iboende modstand vækker resolut genklang i vor tid, siger Rebecca Matthews. 

Udlånet fra Museum Boijmans Van Beuningen giver enestående mulighed for at placere danske surrealister som Wilhelm Freddie, Sonja Ferlov Mancoba, Rita Kernn-Larsen og Vilhelm Bjerke Petersen side om side med deres internationale kollegaer og åndsfæller. Sammenstillingen giver mulighed for at se de mange ligheder, men også nogle af de forskelle der er mellem de danske og internationale surrealister.  

Kunst skabt til at provokere 

Surrealismen blev grundlagt af den franske forfatter André Breton, som i 1924 skrev Manifeste du Surrealismeder plæderede for at frisætte mennesket fra det fornuftsbårne samfund, som ifølge ham havde spillet fallit i forbindelse med Første Verdenskrig. For Breton og de kunstnere, der samledes omkring ham i Paris, var logik og rationalisme dét, som holdt fantasien, følelser, drømme og virkelige oplevelser fanget. 

Med afsæt i denne tankegang og næret af datidens nye psykoanalytiske studier – især Freuds Drømmetydning - eksperimenterede surrealisterne med en bred vifte af udtryk og teknikker, der skulle give deres underbevidsthed frit løb. Kunstnerne tog fat på tabubelagte emner som køn, seksualitet og død, og de benyttede automattegning og collageteknikker til bogstaveligt talt at rive almindeligt accepterede, rationelle antagelser fra hinanden. 

I sin samtid skabte surrealisterne kontroverser og skandaler: Deres fokus på individets seksualitet, samfundsrevolution og opløsning af de klassiske, kunstneriske udtryksformer provokerede. De angreb den fælles fortælling og forsøgte at finde alternativer, præcis som vi igen ser i meget samtidskunst i dag, siger kurator og samlingsansvarlig på ARoS Jakob Vengberg Sevel.  

Genrejsning af dansk surrealisme  

A Surreal Shock – Masterpieces from Museum Boijmans Van Beuningen genintroducerer den tidlige danske surrealisme, som i mange år har stået i skyggen af CoBrA-bevægelsen. 

Vilhelm Bjerke-Petersen, Ejler Bille, Richard Mortensen og Sonja Ferlov tegnede dansk surrealismes formative år blandt andet gennem magasinet Linien. 

I dag er Richard Mortensen i brede kredse mest kendt for sin konstruktivistiske malerier, mens Ejler Bille indtager en mindre prominent placering blandt CoBrA-kunstnerne. Bjerke-Petersens store bidrag til introduktionen af surrealismen i Danmark blev stort set glemt i årene efter Anden Verdenskrig. 

Med udstillingen på ARoS får kunstnerne en mere fremtrædende plads i dansk kunsthistorie. Den danske surrealisme er præget af international åbenhed og stor idérigdom, hvilket skabte grobund for den danske avantgardekunstscene op gennem det 20. århundrede, siger samlingschef og kurator på ARoS Jakob Vengberg Sevel. 

A Surreal Shock – Masterpieces from Museum Boijmans Van Beuningen kan opleves på ARoS fra den 7. oktober 2023 til den 21. januar 2024. 

Udstillingen er realiseret med generøs støtte fra A.P. Møller Fonden. Udstillingsåret 2023 er støttet af Augustinus Fonden.  

Pressefotos kan frit downloades via Dropbox mod kreditering.

For yderligere information, kontakt:  

Astrid Ildor
Presse- og kommunikationschef, ARoS
61 90 49 42
asil@aros.dk