ARoS slog besøgsrekord til den landsdækkende kulturuge K7 i 2022

ARoS slog besøgsrekord til den landsdækkende kulturuge K7 i 2022

Foto D © Malthe Ivarsson

Med 5.724 besøgende mellem 18 og 27 år var ARoS ifølge K7s egen opgørelse det mest besøgte museum i forbindelse med den landsdækkende kulturuge K7 sidste år.

Normalt har ARoS 3.000 unge besøgende om ugen, i uge 37 sidste år var der således knap dobbelt så mange unge gæster som normalt.  

Igen i år tager ARoS del i K7 og håber på, at et stort antal unge lægger vejen forbi museet i uge 37, hvor de bl.a. får mulighed for at fordybe sig i Annette Messagers surrealistiske og feministiske univers, lade sig indhylle i Susan Philipsz' gruvækkende lyd- og videoinstallation, nyde udsigten og følge med i byggeriet af The Dome, a Skyspace by James Turrell fra Your Rainbow Panorama eller nyde en kop kaffe eller en lækker frokost i Caféen eller Orangeriet. 

"Vi er utrolig glade for, at så mange unge lagde vejen forbi ARoS i K7-ugen sidste år, og vi håber, at vi igen i år lykkedes med at tiltrække lige så mange – hvis ikke flere. Vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne og være en del af ARoS-fællesskabet; og det gælder i høj grad også unge mennesker. De er fremtiden, og på ARoS ønsker vi at inkludere deres perspektiver og interagere med dem på nye måder i de kommende år," siger museumsdirektør Rebecca Matthews. 

I år løber K7 af stablen fra d. 11.-17. september, hvor der er fri entré på 180 museer og udstillingssteder over hele landet for unge mellem 18-27 år. I Aarhus giver K7 fri adgang til ARoS, KØN, Den Gamle By, Moesgaard Museum, Steno Museet, Museum Ovartaci og Besættelsesmuseet. 

Om K7 

K7 er et landsdækkende initiativ der gør de danske kulturinstitutioner mere tilgængelige for det unge publikum. K7 er en åben invitation til alle unge, der tilbyder nye kulturoplevelser og gør museums- og teaterbesøget lidt mere spontant, tilgængeligt og uforpligtende – også for dem, som ikke normalt har deres gang på museerne og teatrene. 

For at få gratis entré skal man blot møde op på museet eller udstillingsstedet og medbringe det gratis, personlige K7-kort, som man får udstedt via K7s hjemmeside. 

For yderligere information, kontakt: 
ARoS Presse og kommunikation  
presse@aros.dk 
+45 61904942