Jakob Kudsk Steensen – Berl-Berl

Jakob Kudsk Steensen, Berl-Berl, Halle am Berghain, 2021. Live simulation. Commissioned by Light Art Space (LAS). Courtesy the artist. © Timo Ohler

Den unge danske samtidskunster Jakob Kudsk Steensen har allerede markeret sig på den internationale kunstscene, og nu indtager han ARoS med det enorme, virtuelle og altomsluttende kunstværk Berl-Berl.

4. juni – 23. oktober 2022 • Niv. 1

Jakob Kudsk Steensen er billedkunstner og arbejder med storytelling igennem 3D-animationer og lyd. Han skaber altomsluttende installationer med særligt fokus på klimaet. Hans værk Berl-Berl er en levende digital simulation af Berlins forhistoriske våd- og sumpområde og en portal til både fortiden og fremtiden. 

- Jakob Kudsk Steensen er en uhyre interessant og meget ambitiøs ung kunstner, som vi er stolte af at kunne præsentere på ARoS. Med sit værk Berl-Berl knytter Kudsk Steensen et videnskabeligt, hypnotisk og meditativt bånd mellem et forhistorisk landskab, en klimabevidst nutid og en mulig fremtid,” siger direktør på ARoS Rebecca Matthews.

Udstillingen finder sted på ARoS’ niveau 1, hvor Jakob Kudsk Steensen både tager galleriet, det åbne rum foran galleriet og trappen dertil i brug for at skabe en hel totaloplevelse. Hele arkitekturen er overladt til værkets virtuelle og sanselige univers, hvor det er store LED-skærme, der inddeler rummet.

- Jeg ser frem til, at publikum på ARoS skal opleve den syngende sump, som Berl-Berl er og til at opleve værkets lyde og farverige univers i relation til ARoS’ rum. Berl-Berl er et levende kunstværk, som aldrig er det samme, og jeg er enorm spændt på at se det genopstå, og se hvordan det vil leve på ARoS,” siger Jakob Kudsk Steensen.

BERLin

Berl-Berl har sin titel fra det gamle slaviske ord for sump Berl. Ordet menes at lægge til grund for navngivningen af den tyske hovedstad Berlin, som i fortiden var del af et enormt vådområde, der i dag er stærkt indskrænket. Med inspiration fra slaviske traditioner, hvor man brugte sange og vers til at navigere igennem sump- og vådområder som dette, har Jakob Kudsk Steensen haft et vigtigt samarbejde med musikeren ARCA om at lave nye sange, som kan opleves som del af værket.

- Jakob Kudsk Steensen er en samtidskunstner, som lykkes med at skabe digital kunst, som er forankret i den fysiske virkelighed. Han skaber dermed en kunstnerisk virkelighed, som både er poetisk og udfordrende baseret på et dybt naturvidenskabeligt fundament, siger udstillingsansvarlig og museumsinspektør Ellen Drude Skeel Langvold.

Berl-Berl er kommisioneret af Light Art Space (LAS) og blev første gang præsenteret i den sagnomspundne Halle am Berghain i Berlin i efteråret 2021. Udstillingen var en stor succes med mere end 31.000 besøgende og bred medieopmærksomhed fra hele verden.

Om kunstneren

Jakob Kudsk Steensen er født i 1987. Han er uddannet fra Aarhus Universitet med fokus på Art and New Media og har en overbygning fra Københavns Universitet og Central St. Martins School of Fine Art, London.

Han har siden 2012 boet og arbejdet forskellige steder i verden, og siden 2019 har han været bosat i Berlin i forbindelse med arbejdet på Berl-Berl.

Jakob Kudsk Steensen har udstillet i hele verden blandt andet på Serpentines Gallery i London og på Venedig Biennalen som del af Future Generation Art Prize Exhibtion i 2019.

Udstillingen er gjort mulig med støtte fra: 

  • Ny Carlsberg Fondet
  • Knud Højgaards Fond
  • Aarhuus Stiftstidendes Fond
  • Statens Kunstfond

Pressefotos: 
Pressefotos kan vederlagsfrit downloades
mod angivelse af fotografnavn.

Kreditering af værket
Jakob Kudsk Steensen: Berl-Berl, 2021
Levende digital simulation
Lydkomposition og musik af Matt McCorkle
Med musik af Arca

Spatial lyddesign af Lugh O’Neill
© 2022 Jakob Kudsk Steensen

Kommissioneret af Light Art Space (LAS)

For yderligere information:

Museumsinspektør:
Ellen Drude Skeel Langvold
edl@aros.dk / 2888 4468

Presse- og kommunikationsafdeling:
Anne Riis: ari@aros.dk / 2888 4464
Jens Henrik Daugaard: jehd@aros.dk / 2888 4467