Store donationer til ARoS

Store donationer til ARoS

Storm Room, 2009. Janet Cardiff og George Bures Miller. Foto: Anders Sune Berg

Med generøs støtte fra blandt andre Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden har ARoS’ kunstsamling i løbet af det seneste år løftet sig til et nyt niveau.

Trods mange måneders nedlukning af museet i 2020 og 2021 har ARoS erhvervet en lang række værker, hvoraf flere af dem allerede nu kan opleves i museets gallerier, mens andre vil indgå i udstillinger senere på året. Men erhvervelserne var ikke sket uden den enorme støtte, som fondene har udvist i en svær tid.

- Vi er meget taknemmelige for de donationer, som vi har modtaget det seneste års tid. Vi har et godt og tæt samarbejde med fondene, og i løbet af nedlukningen har vi brugt ekstra tid på disse samarbejder. Det har været frugtbart, og det er rart at mærke opbakningen til museet, siger konstitueret museumsdirektør Lise Pennington, ARoS.

Blandt de mange spektakulære nyerhvervede værker er Janet Cardiff og George Bures Millers Storm Room, som er en altomsluttende og meget sanselig installation, hvor man træder ind i gengivelsen af en japansk tandlægeklinik under et voldsomt uvejr. Værket kan allerede nu besøges i ARoS’ installationsgalleri, hvilket også gælder for den imponerende musikalske video- og lydinstallation Take Over af Anri Sala. Dominique Gonzalez-Foersters æteriske Marilyn Monroe filmværk Cinema, Jacob Kirkegaards gribende video-og lydværk samt fotoserie Membranes over Trumps mur til Mexico og Joachim Koesters performative videoinstallation i et træhus The Place of Dead Roads kan alle opleves i udstillingen Far From Home. Til efteråret kan man opleve Sif Itona Westerbergs relieffer i gasbeton i en soloudstilling på ARoS. På listen over donationer er også værker af blandt andre Nina Beier, Eva Kock og Lilibeth Cuenca Rasmussen. 

- De nye erhvervelser er et kæmpe løft af kvaliteten af ARoS’ samling af kunst. Det er nogle betydningsfulde kunstnere, som vi har at gøre med – både nationalt og internationalt. Nogle af værkerne er teknisk krævende installationer, som vi er meget stolte af. Opbakningen af store fonde som Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden er afgørende for, at vi fortsat kan erhverve værker af denne kaliber, siger Lise Pennington.

Pressefotos kan frit downloades via Dropbox mod kreditering.

For yderligere information kontakt venligst:
Lise Pennington, konstitueret museumsdirektør, ARoS 
T: 8730 6641 / M: 6155 4452 / lp@aros.dk

Presse- og kommunikationsafdeling:
Anne Riis: ari@aros.dk / 2888 4464