Storm Room er tilbage

Storm Room er tilbage

Janet Cardiff og George Bures Miller, Storm Room, 2009. Foto: Anders Sune Berg

Tilbage i 2014/15 præsenterede ARoS udstillingen ”Something Strange This Way” med værker af det canadiske kunstnerpar Janet Cardiff og George Bures Miller. Blandt de mange spektakulære installationer på udstillingen var værket ”Storm Room”, der nu er tilbage til ARoS.

Såvel udstillingen ”Something Strange This Way” som værket ”Storm Room” vakte stor begejstring tilbage i 2014. Derfor er det med stor glæde, at det takket være en donation fra Augustinus Fonden er lykkedes at erhverve værket af det internationalt anerkendte kunstnerpar til ARoS’ samling:

- Det har længe været et stort ønske for ARoS at erhverve ”Storm Room”. Cardiff og Miller er store stjerner på den internationale kunsthimmel, og vi er stolte over at føje netop dette værk til museets samling af installationskunst. Som totalinstallation udgør ”Storm Room” et solidt supplement til vores allerede stærke samling af installationskunst på nederste etage med værker, der appellerer til andre sanser end blot synet, siger Lise Pennington, overinspektør, ARoS.

Om værket

Installationen Storm Room er en tro kopi af et nedslidt og forladt tandlægekontor i Japan. Udefra ligner værket en stor kasse i træ, men træder man indenfor, oplever man i løbet af de ti minutter, værket varer, en rasende storm med regn, lyn og torden. I begyndelsen falder regnen sagte, men stormen sætter ind. Et lyn slår ned og der lyder et brag. Da stormen endelig stilner af, og det langsomt holder op med at regne, kan man høre nogen, der rumsterer rundt i rummet ved siden af. Kunstnerne forsøger med værket vende op og ned på vores opfattelse af, hvad der er virkelighed og fiktion.

Pressefotos kan vederlagsfrit downloades via Dropbox mod angivelse af korrekt kreditering.

For yderligere information: