ARoS erhverver Anri Sala-værk

Fra fredag den 3. juli kan publikum på ARoS opleve den betagende lyd- og videoinstallation Take Over (2017) af den albanske kunstner Anri Sala. Værket er en del af udstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations og er med generøs støtte fra Augustinus Fonden erhvervet til ARoS samling, hvorfor det vil få en permanent plads i museets installationsgalleri på niveau 0.

- Vi er meget glade for, at vi har erhvervet værket til vores faste samling. Installationsgalleriet har været under forvandling de seneste år, og med Take Over kommer vi endnu tætter på vores ambition om at omdanne galleriet til at have en mere altomsluttende karakter, hvor både lyd, lys, fantasi og erindring sættes i sving, når man bevæger sig fra rum til rum, siger overinspektør Lise Pennington, ARoS.

Om kunstneren og værket

Anri Sala (f. 1974) er født og opvokset under det kommunistiske styre i Albanien. Han har blandt andet studeret på Albanian Academy of Arts fra 1992 til 1996. Som kunstner arbejder han generelt med video og musik, og han bruger ofte musikken som et centralt element i sine værker. Han er i dag bosat i Berlin.

For Sala er musik lagret med kulturelle betydningslag, som ændrer sig over tid og i forskellige kontekster. Han mener, at musik følelsesmæssigt og indholdsmæssigt appellerer bredere og på flere planer end ord, og det omkring otte minutter lange værk Take Over er et eksempel på dette.

Her markerer Sala koblingen mellem de to nationalhymner La Marseillaise og L’Internationale, og han sætter blandt andet spørgsmålstegn ved forholdet mellem samfund og individ. Værket består af en blanding af klaver og elektronisk musik. En fritstående glasvæg deler galleriet i to, og projektionerne viser sig på begge sider af denne.

Mere om Anri Sala

Kontakt presseafdelingen

Anne Riis

Presseansvarlig

T: 8730 6621 / 2888 4464 E: ari@aros.dk

Jens Henrik Daugaard

Presse- og kommunikationsmedarbejder

T: 2888 4467 E: jehd@aros.dk