Fælles for værkerne er temaer, som kredser om hverdagen med dens følelser, banaliteter og menneskelige møder. I hver sin stilart, og med hver sin fortælling, levendegør værkerne hændelser og situationer, som afspejler hverdagens brede spektrum: fra lykke til elendighed.

Videokunsten har for længst vundet indpas som et medie på lige fod med fx maleri, skulptur og installationskunst. På dansk jord fik kunstvideoen sit gennembrud i 1990’erne, hvor mediet stadig var et forholdsvis ungt og uprøvet felt for kunstnerne. Den tidlige videokunst var ofte karakteriseret ved en ‘low budget-æstetik’, hvor kunstnerne afsøgte grænserne for det levende billedes muligheder og indhold. I dag, godt tre årtier senere, er der sket radikale udviklinger med videomediet. Den højt specialiserede teknologi tillader nu kunstnerne at arbejde med komplicerede billedudtryk på linje med de store filmproduktioner.

I udstillingen Happiness & Misery – udvalgte videoværker fra ARoS’ samling vil man opleve stor forskel på den tekniske kvalitet fra værk til værk. Denne forskellighed er netop udtryk for den tekniske revolution, som videomediet har gennemlevet. 

Jesper Just, This love is silent, 2003 (05:45 min.)

Den danske videokunstner Jesper Just (f. 1974) er interesseret i steder og i steders betydning. I værket This Love is Silent, 2003 optræder en række machomænd med følsom sang og dans.  

Just ikke alene udfordrer vores opfattelse af, hvad en ‘rigtig mand’ er, men han lader også dette uventede sceneri finde sted på en havn, et sted, som vi forbinder med alt andet end følelser. Just sætter mænd og mænds syn på sig selv og hinanden til diskussion i værket, men rejser tillige et spørgsmål af almenmenneskelig karakter: hvordan optræder vi mennesker i relation til hinanden? Og er vores adfærd og seksualitet biologisk eller kulturelt bestemt? 

Birgit Johnsen, Hanne Nielsen, Construction in space, 1996 

Det Aarhusbaserede kunstnerpar Birgit Johnsen (f. 1958) og Hanne Nielsen (f. 1959) har siden midten af 1990’erne arbejdet sammen om en række videoværker, som skildrer hverdagens humoristiske og absurde hændelser.

I værket Construction in Space, 1996 ligger en nøgen mand på et bord placeret midt i naturen. Over manden cirkler et modelfly, som er fastgjort med en snor til hans penis. Manden ligger stille – kun hans penis bevæger sig i cirkler i kraft af flyets bevægelser. Johnsen og Nielsen afsøger og ironiserer over forholdet mellem mand og maskine: flyet er mandens forfejlede potensforlænger. Construction in Space er en parafrase over Leonardo da Vincis legendariske tegning Den Vitruvianske Mand, ca. 1490, som forestiller renæssancemennesket placeret i midten af en cirkel og en firkant. I Construction in Space udgør mandens bord firkanten, mens flyet tegner cirklen i luften over ham.

Lars Arrhenius, Habitat, 2005 (08:30 min.)

Den svenske kunstner Lars Arrhenius (f. 1966) anvender videomediet til at berette om hverdagens kompleksiteter. Habitat er en animationsfilm bygget op af piktogrammer, som vi kender dem fra offentlige steder verden over. Piktogrammer kendetegnes ved at være let aflæselige og universelle at afkode – i Habitat er de levende. Arrhenius lader piktogrammerne tale et følelsesbetonet volapyk, som dog forstås vha. betoningerne i sproget. Det fysiske setup i Habitat er et socialt boligbyggeri uden facade. I hver enkelt lejlighed udspiller sig menneskelige situationer: forelskelse, kedsomhed og alkoholisme. Habitat favner hele samfundsspektret og taler direkte til os på tværs af kulturer, religioner og nationale tilhørsforhold. Spørgsmålet er, om vi griner af personerne og de akavede stemninger i Habitat, eller om vi i virkeligheden trækker på smilebåndet, fordi vi erkender, at situationerne lige så godt kunne stamme fra vores eget liv?

Gitte Villesen, Willy goes for a drive, 1995 (07:00 min.) + Who get's the food, 1994 (04:00 min.)

I videoværkerne Willy goes for a drive, 1995 og Who gets the food, 1994 følger den danske kunstner Gitte Villesen (f. 1965) sin jyske nabo Willy Bøtker.

Willy er en passioneret bilsamler, og i Willy goes for a drive præsenterer han sin yndlingsbil, en Daihatsu Charade fra midten af 1980’erne. Willy personificerer bilen og beskriver levende, hvordan den påvirker hans daglige rutiner og adfærd. I Who gets the food jagter Willy en kat, som har forvildet sig ind i hans hus. Fuld af humor forsøger Willy at belære katten om, at den ikke må spise hans middagsmad. Villesen arbejder i et krydsfelt mellem kunstfilm og dokumentarisme. Hovedpersonerne i hendes værker er almindelige mennesker, som fremlægger deres bud på livets glæder. Villesen bryder med vores forventninger til videogenrens indhold og karakterer og rejser et interessant spørgsmål, når hun tydeliggør eksistensens trivialiteter. For hvad er virkeligheden i virkeligheden? Ved at lukke hverdagen ind i kunsten understreger Villesen, at livet er subjektivt. For Willy er meningen med livet således en køretur på gårdspladsen og et møde med en vildfaren kat.

Tracey Moffatt, Lip!, 1999 (10:00 min.)

Den australske kunstner Tracey Moffatt (f. 1960) er interesseret i populærkulturens fremstilling af kønsroller og samfundsklasser.

I værket Lip! har Moffatt sammenklippet et forløb med filmhistoriens sorte kvinder i rollen som husholdersker. Kvinderne befinder sig nederst i hierarkiet, men tager alligevel til genmæle og træder i karakter som filmenes respektløse sandsigersker. Moffatts underholdende video afslører, hvorledes Hollywoodgenren i årtier har marginaliseret den sorte kvinde på filmlærredet og gjort hende til ren komedie. Med Lip! viser Moffatt, i hvor høj grad populærkulturen dikterer vores oplevelse af omgivelserne.

Lars Mathisen, Happiness & Misery, 1999

Den danske kunstner Lars Mathisen (1957) bruger ofte sine videoværker til at arbejde i rumlige strukturer. Værket Happiness & Misery er et rum skabt af høje projektionslærreder. Gennem en åbning i det ene lærred træder beskueren ind i centrum af videoinstallationen og befinder sig omgivet af fire synkrone filmsekvenser, som i realiteten er den samme scene filmet fra fire forskellige vinkler. Karaktererne i Happiness & Misery – en kvinde og to mænd – taler på skift, men værket har ikke nogen egentlig handling. Personerne forholder sig kun begrænset til hinandens nærvær og har en staccato-lignende replikføring. Happiness & Misery er inspireret af det absurde teater. Genren behandler det moderne menneskes rodløshed og tilværelsens meningsløshed ved ikke at lade karaktererne have nogen reel kontakt. Mathisen sætter således idéen om teatret, hvor tilskueren oplever kunsten fra salen, på spidsen. I Happiness & Misery er betragteren i centrum af værket og dermed selv med til at levendegøre meningsløsheden.

Graham Gussin, Spill, 1999 (12:00 min.) 

Det sort-hvide videoværk Spill, 1999 af den engelske kunstner Graham Gussin (f. 1960) er filmet i en forladt industribygning. Den stabile kameraføring viser en tyk tåge, som langsomt kryber ind i de enkelte rum. Da tågen er det eneste, som bevæger sig i billedet, får røgen nærmest menneskelig karakter – den bliver filmens ildevarslende hovedperson. Gussin arbejder med mainstreamfilmens stereotype koder og anvender disse til at spille på vores følelsesregister ved at trække på de klassiske kendetegn fra horrorfilm og film noir-genren. På den måde transformeres et mere eller mindre almindeligt sted til et symbolsk og uhyggeligt rum. Tåge optræder talrige steder i billedkunsten – ikke mindst i maleriets historie, hvor dis, havgus og tågeslør symboliserer overgangen fra en fysisk til en mental tilstand.