Tidligere udstilling

Klein/Byars/Kapoor.

Klein/Byars/Kapoor.

Hvornår

Tre verdensstjerner kan for første gang opleves samlet i Danmark, når ARoS slår dørene op for en udstilling med imponerende værker af Yves Klein, James Byars og Anish Kapoor.

❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎ - Politiken
★★★★ - Berlingske Tidende
★★★★ - Jyllands-Posten
"...en meget flot udstilling" - kunsten.nu

Udstillingen viser, hvordan tre kunstnere fra forskellige perioder og i forskellige medier, gennem deres arbejde med farve og materiale har skrevet sig ind i kunstens historie. Hos Klein, Byars og Kapoor tillægges farven en spirituel dimension, og alle tre kunstnere benytter sig af et minimalt udtryk, hvor de med få virkemidler formår at skabe en intens og kompleks oplevelse.

Sammenspil mellem farve og materiale

Den franske kunstner Yves Klein blev i slutningen af 1940’erne berømt, da han med sine blå enkeltfarvede malerier bragte nye rumlige og metafysiske dimensioner til det klassiske maleri. Det gjorde han bl.a. ved at lade nøgne kvindekroppe farvet i blå maling rulle sig på lærrederne. Også den amerikanske kunstner James Lee Byars lod i sine kridhvide marmorskulpturer fra 1990’erne farven og materialet spille en hovedrolle. Arven fra både Yves Klein og James Lee Byars lever i dag videre i kunsten, og særligt forenes de i værker af den indiskfødte britiske kunstner, Anish Kapoor. Med sine skulpturelle masser af rødt voks bevæger Kapoor sig mellem maleri og skulptur, og som Klein og Byars gjorde det, formår han at aktivere farven som et element, der både skaber form, bevægelse og rum. Senest har Anish Kapoor skabt det officielle varetegn til Olympiaden i London, det olympiske tårn, Orbit (2012).

Udstillingen er lavet i samarbejde med MAMAC, Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain i Nice, der også tidligere fungerede som museets samarbejdspartner i forbindelse med udstillingen Robert Rauschenberg On and off the Wall i 2004.

Varm op til udstillingen med portræt af Anish Kapoor fra DR K i forbindelse med hans soloudstilling på Royal Academy Gallery i London, hvor han som den første nogensinde fik stillet hele galleriet til rådighed.