Tidligere udstilling

Olafur Eliasson - Minding the world

Olafur Eliasson - Minding the world

Hvornår

ARoS Aarhus Kunstmuseum viste i 2005 en spektakulær udstilling med den verdensberømte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, hans første store separatudstilling på et dansk kunstmuseum.

Olafur Eliasson havde i årene forinden besøgt ARoS Aarhus Kunstmuseum gentagne gange for at skabe en unik præsentation i den nye arkitektur. Udstillingen på ARoS formede sig derfor ikke blot som en række enkeltstående værker, der hver især trådte frem med æstetisk perfektion; Olafur Eliasson - Minding the world var i høj grad en totalinstallation. Med sin overbevisende og gennemtænkte struktur, skabt med blandt andre flere helt nye værker, formede udstillingen sit eget unikke univers; et forløb af rum, hvor man som beskuer konstant blev overrasket og udfordret.

 

Olafur Eliasson havde i museets særudstillingsgalleri og -foyer bygget et forløb op af rumlige suiter, der hver især kastede unikke visuelle og erkendelsesmæssige oplevelser af sig. En korridor med gult, monofrekvent lys; et camera obscura, der vendte op og ned på vores sanseerfaring; et smukt dekoreret stengulv, der fordobledes i et gigantisk, udstrakt spejlloft; en regnbue, der opstod i det fine vandstøv; et fortættet huleagtigt rum af tredimensionale mursten; en vandsøjle, der oplystes af stroboskoplys; et svimlende, mønstret lysværk; en stor, kalejdoskopisk spejlgrotte og et gigantisk, trekantet rum, der blev scannet af store, bevægelige farvede felter - disse er blot eksempler på de forskelligartede oplevelsesrum, som Olafur Eliasson skabte, og som til sammen dannede en unik helhed.

Gennem foreningen af rum og teknik synliggør Olafur Eliasson i sin kunst fænomener og kræfter fra naturen og bygger dermed den vanskelige bro mellem videnskab og kunst. I hans værk sker der således en forvandling fra naturvidenskabelig kompleksitet til afklaret, æstetisk enkelhed.