ARoS Online
Per Kirkeby og Lars Morell var venner gennem 40 år. Det, som bandt dem sammen, var glæden ved en samtale på tomandshånd. Her studerer de en rød og en grøn farveprøve til et bogomslag.
Når man diskuterede Jorn med Kirkeby, gjorde han tit den indvending, at Jorns billeder illustrerede, hvad han kaldte ”små anekdoter” – altså at billederne ofte forestiller små figurer, der er kommet i strid med hinanden. Måske var denne kritik grunden til, at han blev optaget af Le Ciel jaune (1961), for her er ingen figurer, men bare store farveflader. ”Det er med de åbne felter, han holder sammen på billedet”, sagde han og talte om, at ”i stedet for et maleri med masker har han her opnået samme virkning med ene runde felter”.
En anden indvending, som Kirkeby ofte fremførte, var, at Jorns værker efter hans mening mangler pauser. De skruer sig op og bliver stadig mere intensive. På Kirkebys egne malerier har bestemte farvefelter den opgave at skabe stilhed og ro.
I mellemtiden var vi kommet ind i udstillingens fjerde sal. Jeg trak Kirkeby hen foran Die Gedanken sind frei (1970-71), som har en tværgående form, der er tredelt forneden, og sagde til ham, at det kan minde om strukturen i en del af hans egne værker. Det kommenterede han ikke direkte, men sagde, at ”det vel fra Jorns side var et forsøg på at male et billede uden landskabsstruktur med en horisont foroven”. Kirkeby bemærkede straks det store blå felt foroven til venstre og sagde, at han ofte selv uden at tænke over det begynder at male blåt foroven – som en himmel – men at han helst vil undgå det og prøver at modgå det f.eks. ved at placere et blåt felt forneden. Her refererede han både til malerier fra 1980’erne og de allernyeste.
...i stedet for et maleri med masker har han her opnået samme virkning med ene runde felter
Kirkeby var stolt over at have set udstillingen Øjets blikstille på Galerie Birch i april-maj 1972. Den omfattede sytten værker skabt på Læsø i 1970 og 1971. Det billede på den udstilling, som havde gjort størst indtryk på ham, var Skrevet i sand: Alpona (1971). Med en typisk Kirkeby-formulering udtalte han, at det var med dette billede, Jorn ”overvandt sig selv”. Alpona var uden antydning af horisont foroven, og penselstrøgene var ikke afrundede ved rammens kant. I stedet var der på hvid bund malet et mønster, som i princippet kunne fortsætte ud over kanten. Det var dette arbejde, Kirkeby havde i tankerne, da han få måneder før sin død i en
samtale erklærede, at ”jeg begyndte, hvor Jorn slap” (Kristeligt Dagblad, den 1. september 2018). Jeg prøvede bevidst at styre Kirkeby hen foran de atypiske billeder, som jeg selv havde svært ved at fortolke. Et af dem var Allegretto furbo (1964-70). Kirkeby sagde, at ”i farverne minder det om ham dér hollænderen”. Jeg remsede et par navne op. Det viste sig at være Willem de Kooning. Allegretto furbo er malet med den samme lyserøde som de Koonings kvindebilleder.
Per Kirkeby: Cossus Ligniperda, 1989. ARoS
Lige ved siden af hang et par af Jorns Luxury Paintings. Jeg sagde, at selv når Jorn ikke brugte pensel, men dryppede farven fra en malepind, kom resultatet alligevel til at ligne et Jornmaleri. Kirkeby var enig og tilføjede, at ”det er svært at afgøre, om det er en svaghed eller en styrke”.
Vi kom ind i den sjette sal. Den var bygget op omkring værker fra Jorns sidste fire leveår – malerier og skulpturer. Kirkeby sagde, at Jorns bronzeskulpturer fra 1972 aldrig havde sagt ham noget. Han var heller ikke interesseret i udstillingens to marmorskulpturer.
I stedet koncentrerede vi os om malerierne – i første omgang Bittrer Ernst (1971) og Cabaret Voltaire (1971-72). Her havde Jorn brugt den samme lyse blå, som vi havde set på andre billeder. Kirkeby erklærede, at nu kendte han efterhånden ”spillereglerne hos Jorn”. Vi havde oplevet, hvordan bestemte farver gik igen – især den lyse blå og en tilsvarende rød. Kirkeby udbrød, at efter en time behøvede man ikke se mere, for nu kendte han de genkommende træk og var kommet tæt på denne kunstners stil.
Grunden til, at Kirkeby så ivrigt pejlede sig ind på Jorns brug af blå og rød var muligvis, at han på dette tidspunkt selv arbejdede meget med de to farver.