Jonah Freeman & Justin Lowe – COLONY SOUND

Jonah Freeman & Justin Lowe – COLONY SOUND

Installationsfoto, Anders Sune Berg

Den amerikanske kunstnerduo Jonah Freeman & Justin Lowe er aktuel på ARoS med en omfangsrig udstilling i både scenografi og indhold. COLONY SOUND er en unik og sanselig totaloplevelse, der iscenesætter overgangen til en dyster fremtid.

Lige nu kan du vandre igennem en række altomsluttende rum med skiftende scenografiske installationer. I sin helhed danner rummene særudstillingen COLONY SOUND af den New York-baserede kunstnerduo Jonah Freeman & Justin Lowe.

COLONY SOUND kunstnerduoens seneste tillæg til deres fiktive fortælling om byen San San. Freeman & Lowe har hentet deres inspiration i bogen The Year 2000, hvor forfatterne Herman Kahn og Anthony J. Wiener i 1967 kiggede i krystalkuglen og gav deres bud på verden anno 2000.

I bogen forestiller forfatterne sig, at byerne langs den amerikanske vestkyst fra San Diego til San Francisco vil vokse sammen og danne ét enkelt og gigantisk bykompleks kaldet San San.

Jonah Freeman & Justin Lowes kunstneriske praksis består af arkitektoniske scenarier samt nøje udvalgte artefakter, prints og film.

Med tusindevis af elementer danner de på ARoS en gigantisk labyrintisk totalinstallation, hvor man som besøgende selv skal gå på opdagelse og vurdere, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta.

Installationsfoto, Anders Sune Berg

Installationsfoto, Anders Sune Berg

Fra Istanbul til Aarhus

Overinspektør og udstillingsansvarlig Lise Pennington oplevede første gang Freeman & Lowe i 2017, da de deltog i Istanbul Biennalen. Her så hun straks potentialet som den amerikanske duo kunne indfri på ARoS.

„Freeman & Lowe opererer med denne helhed, hvor de rent fysisk inkluderer alt fra loft til vægge og gulve i deres installationer. Hertil tilføjer de en række modreaktioner på samfundet, inspireret af historiske og fiktive begivenheder, som vi nemt kunne forestille os foldet ud på ARoS", siger Lise Pennington.

Freeman & Lowe trækker på en nyere science fiction-tradition og beskæftiger sig med postapokalyptiske dystopier i en nær fremtid, som ses fremherskende i populærkulturen i disse år. Hvor den klassiske science fiction-genre ofte foregår langt fra jorden i en fjern fremtid, behandler kunstnerduoen nye og virkelighedsnære fremstillinger af katastrofer og samfundsforfald, afledt af blandt andet sundhedsepidemier, klima og teknologi. 

Udstillingen taler direkte ind i en tidsånd, som mange kan relatere til og gå på opdagelse i

Værkserien er skabt før coronapandemien udbrød, men aktualiserer med et mærkværdigt nærvær de skrækscenarier, vi forholder os til i disse tider.

5 rum, 1 univers

COLONY SOUND bliver vist i det 1.100 kvadratmeter store galleri på museets niveau 1
og udfolder sig i 15 rum med komplet forskellige scenografier. Publikum vil blandt andet kunne gå på opdagelse i rummene The Mansion, Agonist Lounge og Macrobiotic office. Variationen af miljøer og rum, man bevæger sig igennem, er omfattende. Man går igennem et butiksinteriør fra en telefonforretning til et halvt afbrændt musikstudie, hvorefter man ledes videre til et rum fuldstændig belagt med kobber. 

„Det er en udstilling, der vil fange interessen hos
både børn og voksne. Det er ARoS’ ønske at skabe
en appellerende og relevant kunstoplevelse, der beskæftiger sig med nogle af de potentielle katastrofer og dystopier, som optager vores samtid. Udstillingen taler derfor direkte ind i en tidsånd, som mange kan relatere til og gå på opdagelse i", siger Lise Pennington.

De enkelte rum lægger op til, at publikum skal komme i tvivl om, hvorvidt man er gået forkert. Bryder man nogens privatsfære, eller har man forvildet sig ind
i et baglokale, som viser sig at være en hemmelig forsøgsstation. For den besøgende vil bevægelsen gennem disse scenografier skabe en ganske særlig følelse af at opholde sig i en blanding mellem en arkitektonisk ruin og en simuleret teatralsk verden

Udstillingen er blevet realiseret med generøs støtte fra Ege Tæpper og Statens Kunstfond