Jakob Kudsk Steensen
– Berl-Berl

Jakob Kudsk Steensen
– Berl-Berl

Den unge danske samtidskunster Jakob Kudsk Steensen har allerede markeret sig på den internationale kunstscene, og nu indtager han ARoS med det enorme, virtuelle og altomsluttende kunstværk Berl-Berl.

Jakob Kudsk Steensen er billedkunstner og arbejder med storytelling igennem 3D-animationer og lyd. Han skaber altomsluttende installationer med særligt fokus på klimaet.

Hans værk Berl-Berl er en levende digital simulation af Berlins forhistoriske våd- og sumpområde og en portal til både fortiden og fremtiden.

Musik og lyd er en vital del af Berl-Berl. Med værket omdanner Kudsk Steensen hele ARoS’ niveau 1 og trappen dertil til ét instrument. I fortiden brugte man sange og vers til at navigere gennem våd- og sumpområde. Med inspiration fra denne historiske tradition har kunstneren haft et vigtigt samarbejde med musikeren ARCA om at lave nye sange, som kan opleves som en del af værket. Værket er en simulation, der bruger gaming teknologi til at skabe et levende landskab. Sange, lyde og den virtuelle sump transformeres kontinuerligt.

”Jakob Kudsk Steensen er en uhyre interessant og meget ambitiøs ung kunstner, som vi er stolte af at kunne præsentere på ARoS. Med sit værk Berl-Berl knytter Kudsk Steensen et videnskabeligt, hypnotisk og meditativt bånd mellem et forhistorisk landskab, en klimabevidst nutid og en mulig fremtid,” siger direktør på ARoS, Rebecca Matthews.

Berl-Berl er en sang til sumpen, et sted for det udefinerbare – altid i forvandling, en overgangszone, mystisk. Berl-Berl sørger over det tabte og favner det nye.

Genopstandelse på ARoS

Jakob Kudsk Steensen er en pioner i arbejdet med kunst og teknologi, hvor han gør brug af avancerede fotografiske 3D scannings metoder, samt programmering som benyttes i gaming-industrien. Publikum på ARoS vil få en ekstraordinær oplevelse, når de lader sig omslutte af Berl-Berls levende og meditative væsen.

“Jeg ser frem til at publikum på ARoS skal opleve den syngende sump, som Berl-Berl er og til at opleve værkets lyde og farverige univers i relation til ARoS’ rum. Berl-Berl er et levende kunstværk, som aldrig er det samme, og jeg er enormt spændt på at se det genopstå, og se hvordan det vil leve på ARoS,” siger Jakob Kudsk Steensen.

BERLin

Kudsk Steensens metode baserer sig på et massivt feltarbejde, som også er fundamentet for Berl-Berl. Over et år har han minutiøst 3D-scannet et vådområde, der stadig eksisterer udenfor Berlin. Dyr, planter og insekter er blevet 3D-fotograferet ned til en ekstrem detaljenøjagtighed, hvorefter Kudsk Steensen har indarbejdet dem i én evigt forandrende digital simulation.

”Jakob Kudsk Steensen er en samtidskunstner, som lykkes med at skabe digital kunst, som er forankret i den fysiske virkelighed. Han skaber dermed en kunstnerisk virkelighed, som både er poetisk og udfordrende, baseret på et dybt naturvidenskabeligt fundament,” siger udstillingsansvarlig og museumsinspektør Ellen Drude Skeel Langvold.

Berl-Berl har sin titel fra det gamle slaviske ord for sump; Berl. Ordet menes at lægge til grund for navngivningen af den tyske hovedstad Berlin, som i fortiden var del af et enormt vådområde, der i dag er stærkt indskrænket. Det anslås at 90% af Tysklands vådområder, floder og åer er blevet forandret som konsekvens af menneskelig påvirkning, som har skabt store konsekvenser for den biodiversitet, der lever i disse økosystemer. Vådområder bidrager med 10% af verdens biodiversitet, på trods af at de i dag kun udgør 1% af verdens samlede overfladeareal.

Opdag det tabte, forestil dig det mulige

Jakob Kudsk Steensen retter opmærksomheden mod netop vådområderne, hvor ofte ukendte eller uddøende dyre- og plantearter findes. Flere af disse arter kan opleves i Berl-Berl der med sin visionære, teknologiske og videnskabelige kraft giver publikum mulighed for både at opleve, hvad der er tabt og forestille sig, hvad der kan komme tilbage, hvis man giver vådområderne den pleje, som kan genskabe det rige plante- og dyreliv.

”Jakob Kudsk Steensen har med sit høje kunstneriske niveau, sin fascination for våd- og sumpområderne og grundige feltarbejde skabt et virtuelt univers, som levendegør fortidens, nutidens og fremtidens natur, lige for øjnene af beskueren”, siger Ellen Drude Skeel Langvold.

Berl-Berl lever også uden for udstillingsrummene. Jakob Kudsk Steensen har på www.berlberl.world skabt en online portal, hvor video og lyd streames fra Berl-Berl. Portalen er Jakob Kudsk Steensens startskud på udviklingen af en ekspansiv virtuel verden. Denne vil fokusere på samarbejder mellem poeter, performancekunstnere, biologer og digitale kunstnere, som skaber langsomme sensoriske forbindelser til oversete landskaber.

Aldrig den samme oplevelse

Det store galleri på niveau 1 tager form efter værket. Hele arkitekturen er overladt til Berl-Berls virtuelle og sanselige univers, hvor det er værkets store LED-skærme, der inddeler rummet. Dermed bliver hele stemningen i udstillingen skabt af det levende instrument som Berl-Berl er. Værket er levende i den forstand at det er en simulation, som leger med gentagelser og forandring. Oplevelsen er som at vandre igennem en park. Stien er der, men omgivelserne er i konstant forandring.

Berl-Berl er et landskab som inviterer kunstnere til at respondere på det digitale landskab, og udstillingen på ARoS er bygget op omkring tre rum. Det første publikum vil opleve er en helt ny tilføjelse til værket. Den spirale trappenedgang til galleriet danner en form for auditiv DNA til værket, hvor kunstneren Precious Okoyomon har skrevet et digt til Berl-Berls skyer, og poeten Johannes Helden har skrevet seks digte dedikeret til seks forskellige arter i landskabet.

Når man bevæger sig videre, flyder en usynlig flod, som kun kan sanses gennem dens lyd, langs korridoren, som fører ind til et stort rum, hvor hjertet af Berl-Berl banker.

"Berl-Berl er ikke kun et digitalt værk med fokus på det visuelle, men også et levende instrument, der transformerer dele af ARoS’ arkitektur til syngende og talende rum. Jeg håber publikum vil opleve at bevæge sig fra en genkendelig og naturlig verden ind i en dybere meditativ og psykologisk sindstilstand. Med værket håber jeg at kunne give en følelse af undren for de glemte våd- og sumpområder, som er omkring os, men også en følelse af de poetiske muligheder, som moderne digital teknologi tilbyder. Vi kan skabe en ny og anden verden, og jeg håber publikum på ARoS også vil opleve dette,” siger Jakob Kudsk Steensen.

Berl-Berl er kommisioneret af Light Art Space (LAS) og blev første gang præsenteret i den sagnomspundne Halle am Berghain i Berlin i sommeren 2021. Udstillingen var en stor succes med mere end 31.000 besøgende og bred medieopmærksomhed fra hele verden.

I forbindelse med udstillingen genoptrykker ARoS kataloget, der blev publiceret i forbindelse med udstillingen i Berlin. Kataloget er rigt illustreret og indeholder samtaler og artikler, der i sin helhed præsenterer Jakob Kudsk Steensens flerdimensionelle praksis, hvor han samarbejder med førende kunstnere og akademikere inden for hver deres felt.

Jakob Kudsk Steensen

Jakob Kudsk Steensen er født i 1987 i Køge. Han er uddannet fra Aarhus Universitet med fokus på Art and New Media samt har en overbygning fra Københavns Universitet og Central St. Martins School of Fine Art, London.

Han har siden 2012 boet og arbejdet forskellige steder i verden, og siden 2019 været bosat i Berlin i forbindelse med arbejdet på Berl-Berl.

Jakob Kudsk Steensen har udstillet i hele verden blandt andet på Luma Arles i Frankrig, Serpentine Gallery i London og på Venedig Biennalen som del af Future Generation Art Prize Exhibition.