Fem skarpe til direktør Rebecca Matthews

Fem skarpe til direktør Rebecca Matthews

Den 1. januar 2022 tiltrådte Rebecca Matthews stillingen som direktør på ARoS. Siden har hun arbejdet på at lære organisationen at kende, hun har talt med og lyttet til både medarbejdere og samarbejdspartnere, og hun er i fuld gang en ny visionsplan for museet.

Min drøm er at gøre ARoS til et af de mest synlige og levende museer på den internationale kunstscene…

1 Hvordan er det at være direktør for ARoS?

Mange har spurgt mig, om det er mit drømmejob, og mit svar er, at det er det i mange henseender. Det var Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 også, fordi den her type jobs på mange måder bliver til drømmejobbet. Jeg går ind i dem, fordi jeg elsker kunst og kultur, og fordi jeg tror og håber, at jeg kan gøre en forskel ved at dele den begejstring. Kunst gør os stærkere. Kunst er det, der samler os her på ARoS.

Derfor er direktørjobbet på ARoS en ny uimodståelig rejse for mig. Det er et nyt fællesskab og et nyt hjem med nye partnerskaber, der åbner nye muligheder.

ARoS er et af Danmarks mest markante kulturflagskibe, og jeg føler mig meget privilegeret over at være direktør for en organisation med mange dygtige medarbejdere, mange eksterne samarbejdspartnere og mange trofaste støtter.

Som direktør er mit fokus altid på mennesker, og jeg lytter intenst til, hvad kunstnere, de mange museumsgæster, samarbejdspartnere og museets medarbejdere fortæller mig.

Hvilken rolle mener du, at ARoS har i samfundet?

Kunst og kultur er et af de vigtigste værktøjer, vi har til at forstå hinanden og til at bygge bro, tillid og respekt mellem mennesker. Den begavede tyrkiske forfatter Elif Shafak sagde engang: we may not break bread together, but we’ll read the same book.

Med andre ord: kultur kan hjælpe os med at fokusere på de ting, som vi har tilfælles, så vi er mindre bange for de ting, som vi ikke har tilfælles.

Vi har i 2022 mere end nogensinde brug for kunst og kultur. Kunstmuseerne har en stor indflydelse og et stort ansvar. ARoS har et stort ansvar. Museer er steder, som man kan have tillid til. Selvfølgelig er de ikke fuldstændig neutrale, men i en tid, der er præget af fake news og konspirationsteorier, der udfolder sig på sociale medier, repræsenterer museerne alligevel et sikkert og transparent sted, der kan bidrage til et velinformeret samfund.

ARoS’ rolle er blandt andet at få folk til at stille spørgsmål ved den verden, vi lever i. Vores job er at fortælle en del af historien og gøre den relevant for de besøgende. At få folk til at tænke. ARoS er et kreativt samlingssted, hvor der er plads til fordybelse og glæde i en tid med splittelse.
Et fantastisk sted, som vi kan forsvinde til.

3 Hvordan kan du bidrage til udviklingen af ARoS?

Jeg har arbejdet indenfor kunst og kultur hele mit arbejdsliv, og jeg har interesseret mig for kunst, så længe jeg kan huske. Jeg ønsker et arbejde, hvor jeg kan gøre en forskel og bruge min erfaring til gavn for hele organisationen. Jeg har stor erfaring med at lede toneangivende kulturinstitutioner og med at udvikle og implementere visioner og strategier.

Jeg har stået i spidsen for en lang række kulturelle begivenheder, der ofte har haft et internationalt udsyn, og hvor jeg har opbygget vigtige relationer.

Jeg har arbejdet med kunstprojekter i verdensklasse, og min evne til at arbejde tværfagligt med mange forskellige kunstarter vil jeg også bringe i spil i mit arbejde på ARoS. Jeg har et bredt internationalt netværk og et stort fokus på det lokale og nationale.

Jeg har været så heldig at arbejde i mange lande, og jeg er glad for, at jeg nu kan bruge al min erfaring til at bringe ARoS ind i fremtiden.

4 Hvad er den vigtigste opgave for ARoS lige nu?

Der er to store opgaver, som har meget fokus lige nu. Den første er at udarbejde en ny visionsplan for museet, og den anden er udbygningsprojektet The Next Level med det imponerende kunstværk The Dome af James Turrell. Visionsplanen skal række mindst ti år ud i fremtiden, og den skal være med til at revitalisere museets profil. Den skal bevidstgøre os om, hvem vi er, og hvem vi er til for. Min drøm er at gøre ARoS til et af de mest synlige og levende museer på den internationale kunstscene, og her spiller projektet The Next Level naturligvis en vigtig rolle. Det er et skelsættende projekt, som kommer til at forandre ARoS både fysisk og indholdsmæssigt. Det nye galleri og The Dome skal spille sammen med resten af museet, og vi får mulighed for at lave et endnu mere varieret program, hvor forskellige kunstarter interagerer med hinanden. Jeg ser mange muligheder for at gøre ARoS endnu mere relevant for endnu flere mennesker.

5 Hvordan ser du ARoS om ti år?

Min ambition er at skabe et museum, som kan knytte bånd både lokalt, nationalt og internationalt. Et museum der er levende og lyttende, som fortæller vigtige historier, og som er en favnende platform for vigtige samtaler. Et museum, der er kendt for at være relevant for vores samfund. Vi skal for eksempel se på digitale muligheder og bæredygtighed. For mig handler det meget om at åbne museet op for forskellige publikummer. Når jeg ser ti år ud i fremtiden, så ser jeg et stærkere ARoS, som præsenterer markante kunstnere, og som i højere grad arbejder med nye tværfaglige formater på tværs af kunstarterne, hvor for eksempel performance, arkitektur, litteratur, musik og film smelter sammen på helt nye måder, som vi ikke nødvendigvis kender til endnu. ARoS skal være et sted, hvor kunstnere elsker at arbejde – et internationalt to-go-to museum, der ser fremad og tør tage chancer. Vi skal stå for kunstneriske eventyr og kulturel inklusion. Vi skal være det sted, som de besøgende kommer tilbage til gang på gang.
Om ti år er ARoS meget mere end et museum.

Rebecca Matthews

• Rebecca Matthews er født i 1968 i Newbury, England.

• Hun har en Master of Arts i kunsthistorie fra Courtauld Institute University i London og en Master of Arts i moderne og middelalderlige sprog fra University of Cambridge.

• Fra maj til december 2021 var Rebecca Matthews direktør for Glasmuseet i Ebeltoft.

 

 

• I oktober 2018 blev hun direktør for Goodenough College i London.

• Hun var fra juni 2013 og fem år frem direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

• Hun har tidligere bestredet stillinger som British Council's direktør for New York og Global Partnerships, direktør for Government Relations ved Operahuset i Sydney samt en række ledende stillinger med ansvar for opbygning af kulturelle og diplomatiske relationer.

• I 2017 modtog Rebecca Matthews Ridderkorset af Dannebrogordenen for sin indsats for dansk kunst og kultur.