Artikel af Rebecca Matthews, Museums direktør, ARoS

På vej gennem Londons undergrund forleden så jeg nogle plakater, der annoncerede et teaterstykke baseret på Virginia Woolfs anerkendte roman Orlando, med Emma Corrin som hovedrolleindehaver. Corrin spillede også  ‘Diana’ i Netflixserien The Crown, og   meddelte for nyligt sin præference for at blive omtalt som ‘de’.  Det virker  som en genial casting og samtidig en anerkendelse af, at samfundet atter – eller måske stadig – er i fuld gang med at overveje, hvordan man definerer kønnet identitet.

Woolfs Orlando er en sprudlende fantasifuld fortælling, der beskriver hovedpersonens omtumlede transkønnede liv fra Elizabeth den Førstes tid til forfatterens samtid i 1928 (muligvis en hyldest til forfatterens elskerinde, Vita Sackville West, og ydermere inspireret af dennes lillebitte novelle, A Note of Explanation fra 1922, lavet til biblioteket i dronning Annes dukkehus). Den menes at være en af de første bøger, der lancerer idéen om et flydende og foranderligt køn (hvis man udelader Ovids Metamorfoser og andre bøger skrevet anonymt). Uanset om den var den første eller ej, så er præmissen fortsat fængende og relevant i vores tid.

Woolfs ordvalg er helt klart en forløber for den igangværende revolution i brugen af pronomener. Hun skrev i en kommentar til karakteren Orlandos forvandling fra mand til kvinde: “Kønsskiftet, skønt det ændrede deres fremtid, havde det ingen indflydelse på deres identitet.” I Woolfs verden er de allerede ‘de’ – ‘Orlando’ – helt og holdent sig selv.

Woolf anvendte Orlando-figuren til at undersøge den ulighed og forskelsbehandling, der foregår i samfundets behandling af det kvindelige versus det mandlige. Emner som arveret til ejendom, mobilitet, beskæftigelse og frihed bliver udforsket. Som mand nød Orlando stor frihed og de rettigheder, der naturligt tilfaldt arvingen, helten, godsejeren, den nedarvede sociale klasse. At være kvinde var dengang – som nu – en ulempe, hvad angår økonomisk sikkerhed, uddannelse, muligheder og frihed i øvrigt. Og så skrev Woolf endda om en privilegeret klasse!

Til trods for feminismens hyldede landvindinger er det at være kvinde i nutidens samfund stadig behæftet med fordomme, forfølgelse og magtesløshed. Den hårde linje og de påtvungne restriktioner, der igen håndhæves over for kvinder af Talibanregimet, samt de stadig strengere restriktioner og bortvisninger, som gennemføres ved lov mod kvinder og piger i Iran, er de seneste skrækeksempler på den langvarige krig mod kvinder.

Kvinder og piger, som kræver grundlæggende frihedsrettigheder og ret til uddannelse og selvstændighed, udsættes dagligt helt lovligt for grusomheder og afstraffelse. Kvinder diskrimineres stadig i ægteskabelige forhold. De forbigås i forretningsverdenen. Nægtes mange steder mulighed for  forfremmelse. Den seneste rapport fra World Economic Forum anslår, at det vil tage ca. 151 år (andre mener 200 år) at udligne den eksisterende kønskløft. Det forudsætter naturligvis, at de nuværende ‘fremskridt’ fastholdes. Feminismen er, som Juliet Mitchell skrev helt tilbage i 1966, ‘den længstvarende revolution’.

Men lad os vende tilbage til Orlando. Mens jeg kørte rundt i Londons labyrintiske undergrund, tænkte jeg på Cindy Shermans spændende nye værker, som vi viser til februar. Ligesom Woolf har Sherman eksperimenteret med identitet i årevis. I denne seneste serie – den første der ikke benytter fotografiet som medie – iscenesætter hun sig selv  i talrige roller, hvis køn og identitet blandes i billedtæppernes tråde, som i sig selv er en omformning af de ansigtsmanipulerede portrætter, som Sherman har delt på Instagram siden 2017.

Ét af disse billeder har i særdeleshed fanget min opmærksomhed. Det unge alpine eller nordiske mandeansigt – skægget og blondt – med bjerge og fjorde som baggrund. Hvis det oprindeligt var Shermans eget ansigt (og det var det), er forvandlingen utrolig. For ikke at sige androgyn. Det er andet og mere end ren maskerade, og det forekommer mig, at Sherman tapper ind i den aktuelle kønsdiskurs i sine opdigtede verdener og imaginære portrætter, som udfordrer os til at tage stilling til udviklingen af identitet og dens skiftende, foranderlige natur.

Kunsten har ofte dyrket en androgyn såvel som en hermafroditisk, non-binær manifestation af identitet. Kunsten synes altid at have fornemmet, at der findes en større sandhed i spændet mellem de kønsbestemte kategorier ’mand’ og ’kvinde’ fastlagt af videnskaben i første del af 1800-tallet. Indtil da var non-binære individer netop det – kønsmæssigt udelelige individer.

Senere på året byder vi på et førstehåndsindtryk af værker af markante surrealistiske kunstnere, hvis kreative udfoldelser faldt sammen med den tidlige psykoanalytiske forskning i menneskets seksualitet og køn. Værker af Max Ernst, Man Ray, Marcel Duchamp, Méret Oppenheim, Leonora Carrington, Francis Picabia, René Magritte – blot for at nævne nogle få. I forskellige medier – fotografi, collage, skulptur, maleri – søgte de alle at genforene det mandlige og det kvindelige i en ny skabning samt at udforske den tiltrækning og magt, der knytter sig til det androgyne væsen, hvis blandede karaktertræk fuldender selvet.

‘Raise Boys and Girls the Same Way’ (Opdrag drenge og piger ens) – en af Jenny Holzers provokationer i Truisms-serien – bliver indskrevet i vores historie, når vores nyerhvervelse afsløres i 2023. Holzer har skabt et særligt værk, som vil indgå i vores permanente samling og få plads i galleriet for samtidskunst til fælles glæde og fordybelse. Holzers tidløse ord – forvirrende, modsætningsfyldte, opildnende, beroligende og nogle gange kloge – udløser et væld af filosofiske og samfundsmæssige debatter. Vi forventer en summen af stemmer i caféen, når publikum diskuterer holdninger for og imod Holzers udsagn.

2023 bliver et år fyldt med bemærkelsesværdig kunst, og – heldigvis – med fantastiske værker af kvindelige kunstnere. Vi præsenterer publikum for enestående værker af den franske kunstner Annette Messager, som til dels fortsætter den surrealistiske optagethed af hermafroditisme, hybride roller og opdigtede skabninger. Med sine skulpturer, akvareller, installationer og assemblager udvider Messager yderligere den surrealistiske optagethed af hybride former og exquisite corpse-modeller, som peger hen imod en udforskning af de mange sider af selvet, der findes i det enkelte individ.

Messager skaber fabelvæsener og -fortællinger, der også udvider betydningen af og gør brug af det samfundsnedbrydende broderi, som feministiske kunstnere har benyttet sig af. Messager tilbageerobrer håndarbejdet, som historisk har været forbundet med hårdt arbejde og underdanighed, og gør det til en del af et manifest bestående af nålestik og mønstre. Således omdefinerer hun den hjemlige sfære til et veritabelt hurlumhejlus og en opvisning af tryllebindende kvindelig magt.

Jeg vover at påstå, at selv Errō, hvis kraftfulde værker vises i 2023,  i nogen grad står,  i gæld til den feminine håndarbejds- og appliquékunst, der danner forlæg for collagekunsten. Errō sprænger rammerne for collage og skaber episke, popkunstagtige fortællinger, der tager afsæt i en verden i bevægelse, der tilsyneladende optager os alle på utallige måder.

Jeg glæder mig til at se jer i februar, hvor vi viser Cindy Shermans billedtæpper bestående af  ansigtsmanipulerede billeder oprindeligt lavet med  smart phone til SoMe men nu omdannet til storstilede portrætter af forskellige fiktive karakterer – hvis identitet nu er bearbejdet, så de danner en ny kategori inden for den menneskelige genetik, der frisætter dem fra kun at være afbildninger. I mellemtiden kunne man læse eller genlæse Virginia Woolfs Orlando og forundres over, hvordan kunsten ledsager os på vores rejse gennem historien og samfundet, en rejse som til stadighed udvikler og forandrer sig. Et par timers læsning foran pejsen i disse kolde vintermåneder er tiden værd. Det samme gælder et besøg på ARoS.