En fremmed flytter ind
En fremmed flytter ind
Elisabeth Jerichau-Baumann 'Selvportræt af Elisabeth Jerichau-Baumann' c. 1850 Olie på lærred. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Vi skriver 1849. Den Første Slesvigske Krig hærger i grænselandet, og den danske nationalfølelse bliver stivet gevaldigt af med indførelsen af Danmarks Riges Grundlov den 5. juni. Det kulminerer to år senere i 1851 med afslutningen af Den Første Slesvigske Krig, der i den danske offentlighed bliver udlagt som en stor dansk sejr.
Som altid afspejlede kunstverdenen tidens strømninger og dominerende tendenser, og således blæser de nationale vinde også på de danske lærreder. Her midt i danske guldalder er C.W. Eckersberg, som både maler og professor på Kunstakademiet, en helt central skikkelse, der plæderer for en kunst, der tager udgangspunkt i det danske folk, det danske landskab og den nationale fortid.
”Det er væsentligt at huske, at kunsthistorien ikke bare skriver sig selv. Den bliver ikke til på baggrund af objektive æstetiske principper, men baserer sig på valg og fravalg ud af magtstrukturer, tidsånd, politiske og æstetiske
overbevisninger. Kunst og kunsthistorie er magt,” fortæller museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, der er udstillingsansvarlig på udstillingen Elisabeth Jerichau- Baumann – Mellem verdener, og fortsætter:
”I midten af 1800-tallet er det mænd som Eckersberg og en række toneangivende kunsthistorikere, der skriver historien om den danske guldalder, der lige siden har stået som den altdominerende historie om epoken. I hænderne på andre kan man sagtens forestille sig en helt anden udlægning.
Det er netop disse forhold, der gør kunstnere som Jerichau- Baumann interessante, idet vi nu står et helt andet sted og kan anlægge et nyt og friskt syn på hendes oeuvre uden at være begrænset af datidens snærende bånd.”
Elisabeth Jerichau-Baumann 'Dronning Louise' 1881 Olie på lærred. Kongernes Samling
Elisabeth Jerichau Baumann, En Såret Dansk Kriger, 1865, Statens Museum For Kunst
Düsseldorferen
Tilbage i 1849 er det et land og en kunstscene indhyllet i rødt og hvidt, som møder den polskfødte Elisabeth Jerichau-Baumann, der nygift med professor og billedhugger Jens Adolf Jerichau bosætter sig i Danmark. Og det går skævt fra start, da man på det danske parnas, som følge af Jerichaus baggrund på kunstakademiet i Düsseldorf, fejlagtigt tager hende som en tysker, hvilket stort set er det værste, man kan være i de år.
Således stemplet som tysker, får Elisabeth Jerichau- Baumann tilnavnet Düsseldorferen, der tydeligt markerer hende som en fremmed. Denne fremmedartethed bliver kun yderligere forstærket af Jerichau-Baumanns malerier, der trods hendes forsøg på fordanskning ikke kan undslippe hendes centraleuropæiske arv.
”Jerichau-Baumann er en kosmopolit i forhold til det resterende kunstnerliv i Danmark. Hun er stilistisk orienteret imod Europa og på denne måde en eksponent for samtidige europæiske strømninger, som ellers kun er sparsomt til stede i den samtidige danske kunst. I Jerichau-Baumanns malerier ser vi dramatik, store vidder og ditto følelser, der står i kontrast til samtidens danske malere. Det samme gør hendes brug af farver. Jerichau-Baumann arbejder i de brune nuancer, der er kendetegnende for den centraleuropæiske tendens i tiden i modsætning til den danske farvebrug, der er lys og blond,” forklarer Jakob Vengberg Sevel.
Du raader over Farvernes Pragt! Du Sjæl har i Havfruens Øjne lagt: Et Blink fra Dig selv, fra Aandens Magt! Min Tak her i fattige Ord er sagt.
Succes hos adelen
Alt er dog ikke lutter modstand for Jerichau-Baumann. Selvom hun ikke passer ind i datidens dominerende strømninger, der i høj grad udspringer af borgerskabet, finder hun en kundekreds blandt de adelige. Her er
der plads til internationalt udsyn i kraft af familie- og forretningsforbindelser i udlandet og dermed også plads til Jerichau-Baumann, der bliver en yndet portrætmaler blandt adelige og kongelige både inden- og udenrigs, og i kundekredsen finder vi også navnkundige H.C. Andersen.
Elisabeth Jerichau-Baumann agerer transnationalt gennem det meste af sin karriere og rejser ofteI udlandet påtager hun sig til tider skiftende nationalidentiteter alt afhængig af, hvad der er opportunt, og hun iscenesætter eksempelvis sig selv som både polsk og tysk kunstner i Rom.
Hun er entreprenant, og igennem sin store bredde i stilistiske motiver appellerer hun til markeder, der efterspørger alt fra nationale allegorier, portrætter, fattige børn og eksotiske motiver fra både Italien og Orienten.
Kvinde alene
Selvom Jerichau-Baumanns virke som maler er sammenfaldende med kvindekampens spæde begyndelse, engagerer hun sig ikke aktivt i kampen. Ikke desto mindre kæmper hun på egne vegne indædt for sin egen kunstneriske frigørelse og retten til at blive taget seriøst som kunstner i en ekstrem mandsdomineret verden. Og kampen er ikke for sjov for Jerichau-Baumann skal forsørge både sin syge mand og sin anselige børneflok på ni.
”Baseret på alle kildehenvisninger er Jerichau-Baumann en kraftfuld kvinde, der går sine egne veje. Hun besidder en stærk vilje og en stor intellektuel appetit. Hele hendes liv er en lang kamp for frihedsrettigheder, og hun tilkæmper sig et udvidet råderum, der gør, at hun kan tillade sig at se stort på datidens konventioner. Hun efterlader sig en produktion på mere end 1.000 malerier og et liv med et veludviklet europæisk netværk, der bragte hende rundt i det meste af Europa og Orienten,” siger Jakob Vengberg Sevel.
Elisabeth Jerichau-Baumann 'En egyptisk fellahkvinde med sit barn' 1872 Olie på lærred. Statens Museum for Kunst
Orienten
I den sidste halvdel af 1800-tallet vækkes en appetit på Orienten hos en række europæiske malere. Her finder malerne først og fremmest nye motiver, men mødet med det fremmede bruges også til at stive den europæiske selvforståelse af. Ved at skildre Orienten som værende tabt i tid med tilbagestående befolkninger i eksotiske folkedragter reduceres den til en stereotyp. Det er imidlertid en stereotyp, der sælger godt hjemme på fine adresser i de europæiske hovedstæder, hvor man med det fortegnede billede af det fremmede føler sig bekræftet i egen – vestlige – overlegenhed.
Takket været sine udenlandske kontakter og europæiske udsyn er Jerichau-Baumann blandt de meget få danske skildrere af Orienten, og hun rejser flere gange til Egypten og Tyrkiet, hvor hun som kvinde helt exceptionelt får adgang til tyrkiske haremmer, som hun, som en af de få kan male ud fra personlige observationer.
Orientalismen skaber et kunstnerisk frirum for Jerichau- Baumann med et internationalt sigte, der gør, at hun ikke behøver at kere sig så meget om den danske kunstscene, og hendes orientalske værker finder da heller aldrig vej til Danmark men vises udelukkende i udlandet.
”Jerichau-Baumann er en tabt stemme i den danske kunsthistorie. Som kvinde havde hun det selvsagt vanskeligt i datidens meget mandsdominerede verden. Hendes valg af motiver og arbejde med orientalismen samt hendes europæiske brune stil gjorde kun yderligere til, at hun forblev en fremmed. Men det er netop alle disse forhold, der gør hende til en interessant kunstner i dag. Hun repræsenterer et nyt perspektiv på en væsentlig periode i den danske kunsthistorie og i den danske historie i det hele taget, da det er her, at den moderne danske nationalidentitet bliver skabt,” afslutter Jakob Vengberg Sevel.