Stedet for refleksion og forlystelse
Haven er igennem historien blevet betragtet som et sted for videnskabelige studier, et fristed til ensom refleksion eller et forlystelsessted. Haven er i vores kultur et mødested mellem civilisation og natur; et meditativt sted, som befinder sig imellem to verdener. Haven udfylder forskellige behov i forskellige kulturelle sammenhænge og bliver derfor det perfekte billede på den mangfoldighed, som udgør vores verden – og som gør verden til vores.

Udstillingen handler grundlæggende om, hvordan mennesket igennem tiden har omdannet naturen – hvilke idealer det er sket ud fra, og hvad disse idealer siger om menneskets tænkning. Vi har ikke nogen ambition om at vise det hele, og det ville være en illusion, hvis vi påstod, at vi kunne skabe en fuldstændig historie. Vi skærer nogle tværsnit i historien og giver publikum mulighed for at fordybe sig i nogle forskellige elementer. Denne tilgang forudsætter, at publikum aktivt deltager i tanke- og skabelsesprocesserne. Som institution har vi en forpligtelse til at pirre folks kunstinteresse. Derfor er vi interesserede i forskellen på at være passive modtagere og aktive medspillere i forhold til kunsten og samfundet.

Udstillingen på museet – The Past – vil rammesætte det historiske udgangspunkt for triennalens samlede fokus. Med denne stort anlagte udstilling vil ARoS sætte fokus på den forandring, der er sket i relationen mellem naturen og mennesket: hvorledes skiftende historiske perioder har ændret den måde, naturen og mennesket har påvirket hinanden, og som ofte er kommet til udtryk i kunsten.

Afsættet for udstillingen er den barokke havearkitektur, der fandt sit klimaks fra midten af 1600-tallet og frem til starten af 1700-tallet. I barokkens haveanlæg præsenteres naturen som tæmmet, organiseret efter et kartesiansk matematisk udgangspunkt, konstrueret efter lige linjer. Den barokke have er udtryk for, hvorledes mennesket så sig selv i forhold til universet, og kan her sammenlignes med en gridstruktur, da den udregnes ved hjælp af matematiske koordinater og principielt kan fortsætte i det uendelige.

Denne opfattelse af mennesket som en matematiker, der med sin rationelle tilgang til verden søger at skabe mening og betydning, afspejles i de barokke haveanlæg, der med deres klare orden afspejler den gryende videnskabelighed, der efterhånden vandt indpas. Barokhaven er et billede på denne nye relation mellem mennesket og naturen, hvor naturen bliver en menneskeskabt scene.

Barokken blev afløst af rokokoen og dens lyriske haver, siden af oplysningstiden og den engelske have og så romantikken og den sublime natur. Romantikken, der blomstrede frem i starten af 1800-tallets Tyskland, bliver ofte anskuet som en reaktion på den industrielle revolution og oplysningstidens krav om rationalitet. Med romantikken kom også en ny landskabsforståelse båret af følelser. Naturen var nu ikke længere ordnet, men i stedet hjem for ukontrollerede kræfter. Naturen er voldsom, og mennesket er underlagt dens luner, bedst illustreret i Caspar David Friedrichs klassiske romantiske billede af en isbryder, der er ved at synke. Her mødes fremskridtet af naturens voldsomme kræfter, og den industrielle og mekaniserede verden må bukke under.

Fokus blev flyttet fra de franske haver til de engelske, hvor anlæggene var præget af udsigtspunkter, snævre stier, overraskende øjeblikke og en tilstræbt oplevelse af en vild natur. Mennesket kunne i fred filosofere og lade sig overvælde af den frigørende kraft, naturen besad, som gav mulighed for religiøs såvel som moralsk indsigt.

Modernismens gennembrud i starten af det 20. århundrede skabte en ny mangfoldig tilgang til naturen, spændende fra fauvisternes hyldest af menneskedyret og de utæmmede kræfter over futurismens udsagn om, at teknologi og maskiner har sejret over naturen, til surrealismens forestilling om det botaniserede som værende i en en til en-relation med menneskets underbevidsthed og drifter. Naturen var her en scene for utæmmede lyster, et sted som mennesket længselsfuldt kunne spejde imod for at udleve sine inderste drifter.

I haveanlæggene skete der på samme måde en udrensning af romantikkens forlorne syn på naturen, og i stedet trådte det stringente og funktionelle frem, som det ses i haverne til Le Corbusiers Villa Savoy og Frank Lloyd Wrights hus Fallingwater, hvor den vilde natur inkorporeres og absorberes i arkitekturen.

1960’erne og 70’ernes land art-projekter står som ikoniske værker fra 60’ernes konceptuelle afsøgning af kunstbegrebets grænser, inspireret af minimalismen. Land art afsøger lige som minimalismen et nyt forhold mellem beskuer og værk igennem en række monumentale og overraskende møder, der bryder ind i naturen. Land art-værkerne blev ofte skabt på steder, der ikke var direkte fremkommelige og derfor krævede en længere tur væk fra de normale færdselsårer. Den nordamerikanske ørken har en ikonisk betydning i en amerikansk kontekst som The Wild West, et mytisk sted på grænsen af civilisationen, der både er vildt og ufremkommeligt, men også et sted for personlig selvrealisering. Men i 60’erne forandrede den betydning, så ørkenen nu også, affødt af tidens atomprøvesprængninger, dannede baggrund for apokalyptiske billeder.

Land art-værker formår at bryde ind i naturen og understreger med deres monumentalitet det faktum, at mennesket foretager indgreb og forandrer naturen i forhold til sine ønsker. Samtidig viser værkerne også naturens modreaktion, i og med at flere af værkerne er forgængelige. Værkerne skærer sig ind i naturens landskab, men eroderer samtidigt væk, underlagt naturens præmisser.

Vores samtid
Samtidskunsten reagerer naturligt nok på de udfordringer, samfundet står over for, og en af de mest presserende er at gentænke menneskets forhold til naturen. Kunsten skaber et rum for refleksion, hvor man undtagelsesvis kan blande normalt fastfrosne positioner og adskilte videnskaber. Samtidskunsten skaber et rum for refleksion over sin egen position i forhold til den historiske udvikling og søger at skabe betydning ved at fremhæve de ofte mange lag af relationer og påvirkninger, som individet og naturen er underlagt. Samtidskunstens behandling sker i en kakofoni af stemmer, der dækker såvel kunstneriske eksperimenter, som minder os om 60’ernes land art, som værker, der bygger videre på en mere aktivistisk kunsttradition.

I løbet af de seneste 10 år er globaliseringen accelereret med en hidtil uset kraft. Informationsteknologi og den hastige udvikling af det globale marked har bevirket, at tidligere isolerede dele af verden er blevet koblet på den globale udvikling, der nu synes irreversibel. Denne nye globale situation må bedst kunne betegnes som en multiplicitet og mangfoldig bevægelse, karakteriseret af massive demografiske forandringer, diaspora, immigration, globale kapitalstrømme og en global kulturel cirkulation, som det ikke tidligere har været muligt at forestille sig.

I udstillingsdelen The Present ønsker vi at indfange dette maniske nu, det samtidige eller øjeblikket. Vi mener, at der er behov for en belysning af den accelererede globale situation, som i disse år vender op og ned på de verdensbilleder, der har været med til at skabe vores identitet.

Den globale samtid er præget af en synlighed og mediering, som ikke tidligere har været så visuelt formidlet. Forestillingen om et homogent og stabilt verdensbillede erstattes af en kalejdoskopisk mangfoldighed af udsyn og blikretninger. Den globale virkeligheds mylder af indtryk lader sig ikke indfange af vestens centralperspektiviske blik.

Det centrale element i The Present er den umulige opgave, det er at indfange det samtidige i en fragmenteret virkelighed, hvor netop de store fortællinger og den illusoriske tanke om at kunne rumme verden i et samlet narrativ har lidt skibbrud.

Hvor The Present gør status over den globale virkelighed, vi lever i lige nu, søger The Future at udfolde de nye udfordringer, som mennesket står over for ved indgangen til det, som er blevet defineret som den antropocæne epoke. Det er en epoke, der punkterer vores vante forestilling om menneskets særstilling i forhold til naturen og om naturen som en passiv romantisk størrelse.

Naturen er hverken smuk og god eller noget, vi skal redde; tværtimod skal vi udnytte de kræfter og muligheder, vi ikke før har kunnet se, fordi tidligere tiders naturdyrkelse har sløret og romantiseret naturen. Længslen efter den ufordærvede natur står i vejen for den udvikling, der er nødvendig. Det er med netop denne nye realisme, vi i fremtiden vil møde naturen. Derfor vil The Future ikke være en romantisk søgen efter det ubesmittede, men et visionært realitetstjek.

Forestillingerne om, hvad fremtiden vil byde, og hvilken rolle kunsten skal spille, er mange. Udstillingen vil blive præget af den mangestemmige debat, der nærmest synes at have entropisk karakter.

Hvorfor en ny triennale
I skuespillet Lady Windermere’s Fan (1892) af Oscar Wilde (1854-1900) finder følgende ordveksling sted:

“Cecil Graham: What is a cynic?
Lord Darlington: A man who knows the price of everything, and the value of nothing.
Cecil Graham: And a sentimentalist, my dear Darlington, is a man who sees an absurd value in everything and doesn’t know the market price of any single thing.”

Så spørgsmålet er, til hvilken pris og med hvilken værdi ARoS lancerer en ny triennale?

Vi valgte at lancere triennalen i 2017, året hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Triennalen falder på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde før har brug for kunst og kultur til at minde os om, hvor vi kommer fra, hvor vi står i dag, og hvor vi er på vej hen. ARoS ønsker at give kunsten den plads og respekt, som den fortjener.

Triennalen skal være et bidrag til det kunstneriske økosystem i Danmark og Norden. Den er et forslag til, hvad vi kan gøre for kunsten, for at den kan få den respekt og plads, den skal have. Men triennalen skal også vise, hvad kunst kan gøre. Vi ved, at kunsten er under pres rent politisk, at Europa bliver mere og mere polariseret, og at kulturinstitutioner er nemme ofre for nedskæringer. Vi ønsker derfor at gøre kunsten til en uundværlig del af samfundet, for hvis institutionerne sidder og venter for længe, så kan det være for sent for vores legitimitet, relevans og plads i samfundet. Med triennalen vil vi sætte et aftryk i et Europa, som desværre ændrer sig i en forkert retning.

Triennalen er vores indspil til den samtale, som er vigtigere at holde i live og at stimulere end nogensinde før: Hvad indebærer det at være et menneske sammen med andre mennesker?