Artikel
Med årets megaudstilling Mythologies – The Beginning and End of Civilizations ønsker ARoS at få publikum til at forholde sig til de fortællinger, der definerer og skaber rammerne for det samfund, som vi alle er en del af og bidrager til. En af udstillingens hovedteser er, at myter og fortællinger stadig er det, som binder os sammen. En præmis, som er eksistentiel for vores art og for vores indtag af popkultur i dag.
For at forstå hvorfor disse fortællinger er så central en del af den moderne verden, må vi forstå menneskets evne til fortælle historier. Og så skal vi tilbage i tiden. Vi skal faktisk helt tilbage til vores egen arts oprindelse. Man mener, det er cirka 100.000 år siden, at det moderne menneske homo sapiens, altså den menneskeart vi alle tilhører i dag, udviklede sine evner til at tænke abstrakte tanker. Homo sapiens betyder det tænkende menneske, og det ses helt tilbage til de tidligst daterede hulemalerier, hvordan vores forfædre bevidst brugte tegn og billeder i hulemalerier, der vidner om en evne til at kunne kommunikere symbolsk mellem mennesker.
Med vores arts evne til at benytte fortællingens magt har vi igennem historien benyttet mytologiske fortællinger som fundament for samfund. Fortællinger, der har skabt sammenhold og mening i tilværelsen.
Kenn Hansen, Retoriker og tidligere FIFA-topdommer. Foto: EPO. Illustration: ARoS
Grønsværen som slagmark
Disse store og almægtige fortællinger er i dag allestedsnærværende og har fundet sin plads som en tilbagevendende ingrediens i mange af de historier, som vi eksponeres for. Når bolden ruller under fodboldslutrunderne, er landsholdene i krig for nationen, og grønsværen er slagmarken. Alle mulige mytiske greb bliver taget i brug for at trække vigtigheden op på højest mulige niveau.
Ekstasen ville ingen ende tage, da lilleputnationen Island trodsede alle odds under EM i 2016 og kom frem til kvartfinalen. Spillerne var vulkanøens helte. Under slutrunden udviste de krigsmod og blev verdenskendte for deres dyriske og vikingeagtige kampråb, som de udførte efter deres sejre – mytisk!
Retoriker og tidligere FIFA-topdommer Kenn Hansen genkender også den mytologiske dyrkelse i fodboldverden.
At vinde et VM er at blive udødeliggjort
„Fodboldens kraft kommer i mine øjne ubetinget fra en mytologisk forståelsesramme. Kigger vi på det helt bogstaveligt, så er der 22 personer, der prøver at sparke en læderklump med luft ind mellem nogle aluminiumsstænger. Ikke ligefrem noget, der burde samle hele verden. Så grunden til at rigtig mange mennesker har kriller i maven op til VM, er den historiske forståelse af storheden. At slå en ærkefjende er at vinde et vigtigt slag i krigen. At vinde et VM er at blive udødeliggjort,” siger Kenn Hansen.
Den mytologiske præmis
Kenn Hansen var dommer på topniveau indtil han indstillede sin karriere i 2015. I sin aktive dommerkarriere var han meget bevidst om den mytologiske præmis, for de kampe han skulle dømme.
„Som dommer bliver man nødt til at sætte sig ind i denne kontekstuelle forståelse af kampene. Hvis jeg ikke forstod, at det lille lands 10’er var nationens helt, så kunne jeg heller ikke beskytte ham. Som dommer er det ens primære opgave at lede slagets gang og sørge for, at kampene ender så udramatisk som muligt. Derfor inkluderede mine forberedelser ofte analyse af holdene, spillerne, nationerne og sommetider endda religionerne,”siger den tidligere dommer, som også brugte afmytologisering i sine forberedelser.
„Jeg brugte en slags afmytologiserende perspektiv som mentalt træningsredskab. Jeg reducerede kampene til at være bare for sjov, så jeg blev mindre nervøs. En træners første kamp i en europæisk storklub blev hurtigt til fortællingen om, hvorvidt han ville tage sin første skalp i genrejsningen af et tidligere storhold. Alt ville være på spil, og jeg ville øge presset på mig selv. Det samme gør sig gældende, når man kigger på AGF. Har de vundet fire kampe i træk og er derefter oppe imod FCK, så er det jo ikke bare en kamp. Så er det genrejsningen af Nordens Romerrige, som kun dommeren kan stå i vejen for,” siger Kenn Hansen.
Christian Monggaard filmredaktør hos Information Foto: Esigrid Nygaard. Illustration: ARoS
Vor tids myter og sagaer
Også i den moderne filmkultur benyttes mytiske referencer i stort omfang. De populære superheltefilm, som især Marvel-universet har leveret en række af, er dybt funderet i diverse mytologier. I filmen Avengers: Endgame (2019) står gruppen af superhelte overfor superskurken Thanos, som vil dræbe halvdelen af alt liv for at genoprette universets balance. Thanos er inspireret af den græske gud Thanatos, som er den græske mytologis menneskelige skildring af døden.
Mangeårig filmredaktør hos Information
og superheltefilmsekspert Christian Monggaard ser også det gentagne mønster af mytiske referencer i superheltefilm.
„Mennesker har altid fortalt hinanden historier om helte og individer med ekstraordinære evner, der bliver brugt i den gode sags tjeneste. Det er fortællinger, der står på skuldrene af en eller anden form for mytologi og som benytter nogle evigtgyldige arketyper. Superheltefortællinger passer perfekt ind i den opskrift og er gået hen og blevet vor tids myter og sagaer,” siger Christian Monggaard.
Heltefortællingerne repræsenterer jo i bund og grund vores stræben efter at blive en bedre udgave af os selv.
Historier vi er vokset op med
Superhelte har været en fast del af den globale populærkultur i mange år. Størstedelen af de mange forskellige superheltefilm har rødder i deres originale tegneserier, hvor den tidligste og bedst kendte Superman gjorde sit indtog i 1938.
„Jeg tror, behovet ligger i, at det er fortællestrukturer og arketyper, vi er vokset op med og derfor er trygge ved. Det er fortællinger, der bekræfter os i, hvem vi er, og også hvem vi gerne vil være. Heltefortællingerne repræsenterer jo i bund og grund vores stræben efter at blive en bedre udgave af os selv,” siger Christian Monggaard.
Filmanmelderen har også et svagt punkt for superhelten Spider-Man. Historien om, hvordan hovedfiguren Peter Parker bliver bidt af en radioaktiv edderkop, som giver ham overnaturlige kræfter. Parker besidder nu særlige evner og får at vide, at med store kræfter følger et stort ansvar. Spørgsmålet er bare, om han er i stand til at tagedet ansvar.
„Spider-Man er jo på en måde halvt gud, halvt menneske, og hele historien er en coming of agefortælling om, hvordan Peter Parker kan være den bedste version af sig selv. Spider-Man er en relaterbar figur, som mange unge mennesker kan spejle sig i og måske endda lade sig inspirere af,” afslutter Christian Monggaard.