I hans majestæts tjeneste

Nicolas Régnier, David with the head of Goliath, 17th century. David med Goliats hoved, 1600-tallet. Olie på lærred / Oil on canvas, 98 x 123 cm. Collection of the National Museum in Belgrade

Historisk fungerede kunstneren i en lang epoke som en håndværker, der tjente magten, hvad enten denne lå hos kejser, konge eller kirke. Med reformationen i 1500-tallet bliver kunsten slagmark for religiøse magtkampe og kunstnerens rolle bliver helt central.

Forhistoriske folkeslag brugte kunst og udsmykning til at skabe identitet og markere sammenhørighed med hinanden og oftest også naturen. Udover at fortælle en historie om en tydelig afhængighed af naturen er denne forhistoriske kunstpraksis også kendetegnet ved at være noget alle praktiserer. Dette ændrer sig imidlertid i antikken, hvor kunstneren som håndværker tager over.

Uden museer og med en meget begrænset kundekreds indtræder en lang epoke, hvor kunstneren arbejder på bestilling af en stærk og centraliseret magt hos enten konge, kejser eller kirke. Selvom der er tale om bestillingsarbejder, bliver nogle af kunsthistoriens allerstørste værker skabt af antikkens ”håndværkere”.

Selvom der ikke er antikke værker på udstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations er det alligevel i den antikke græske mytologi, at udstillingen tager sit afsæt.

„Den antikke græske mytologi er central i udstillingen. Det er nemlig i den græske mytologi at helte og guder første gang får menneskelignende skikkelse om end de stadig er udstyret med overmenneskelige egenskaber og styrke. Mennesket kommer med andre ord i centrum, og det er udgangspunktet for den vestlige individforståelse, der løber som et undertema i hele udstillingen og præger vores vestlige selvforståelse den dag i dag,” forklarer udstillingsansvarlig på Mythologies – The Beginning and End of Civilizations, museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel.

Religiøs magtkamp på lærred

Den 31. oktober 1517 slår Martin Luther sine berømte teser op på en kirkedør i den tyske by Wittenberg. Hermed igangsætter han reformationen, der får store konsekvenser for Europa i almindelighed, den kristne kirke i særdeleshed og for kunstnernes rolle for altid. Den katolske kirke ser nemligikke passivt til, mens protestantismen hastigt vinder frem. I stedet ruller man det store propagandaapparat ud med den såkaldte modreformation. I manglen på massemedier bliver kunsten skueplads for en religiøs magtkamp, og den bliver helt central i kampen om folkets – religiøse – gunst.

„Reformation og modreformation bliver også en kamp mellem Nord- og Sydeuropa. Når man sammenstiller værker fra de to kirkelige retninger, som vi gør i udstillingen, træder forskellene meget tydeligt frem. Den katolske kirke går til den med stor dramatik og fuldt blus på følelsesregisteret. I motiverne ses ofte helgener, der med dramatisk forvredne kroppe ofrer sig for den religiøse sag. Modsat er motiverne meget afdæmpede og beherskede i protestanternes kunst. Det nøgterne erstatter det dramatiske. Der sker en bevægelse mod nye motiver, hvor der ikke er eksplicitte kristne symboler, og der fokuseres på almindelige mennesker og stilleben med blomster eller mad,” forklarer Jakob Vengberg Sevel.

Bertel Thorvaldsen, Hyrdedreng, 1822-25, Thorvaldsens Museum

Ismer, revolution og den guddommelige inspiration

Som et tydeligt tegn på opbrud og forandring opstår de kunstneriske ismer som perler på en snor i 1700-tallet. Med de spirende demokratier, der opstår i kølvandet på bl.a. den franske revolution, ændres også kunstnerens vilkår. Opkomlinge fra det nyopståede borgerskab er kommet til fadet og kræver kunst.

„Med de spæde demokratier udvides kunstnernes kundekreds. Det nye borgerskab finder et værdifælleskab med de antikke græske demokratier. Derfor kan man i kunsten fra denne periode se genbrug af stilistiske træk fra antikkens kunst, som for eksempel i Thorvaldsens meget rene og afklarede skulpturer, hvor der ikke nødvendigvis sker så meget,” fortæller Jakob Vengberg

Med nationalstaterne opstår også behovet for en fælles fortælling, der kan binde landet sammen

„De higer og søger i gamle bøger”

I løbet af 1800-tallet dannes nationalstaterne over det meste af Europa, og således også i Danmark hvor vedtagelsen af den første grundlov i 1849 udgør en markant milepæl. Disse nationalstater in spe har brug for en fælles referenceramme:

„Med nationalstaterne opstår også behovet for en fælles fortælling, der kan binde landet sammen. Derfor går man på genopdagelse i historien og  skaber en ny national fortælling. „De higer og søger i gamle bøger”, som det hedder i Oehlenschlägers berømte digt Guldhornene, er et glimrende eksempel på, hvordan man kigger tilbage og skaber en ny national fortælling for at retfærdiggøre retten til landet,” fortæller Jakob Vengberg Sevel.

Med nationalstatens fremkomst i 1800-tallet opstår også behovet for fælles referenceramme og en ny national fortælling, der skal retfærdiggøre den nye nations ret til landet. C.A. Lorentzens Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219 levner ikke meget tvivl om, at landet er skænket danskerne af højere magter. C.A. Lorentzen, 'Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse i Estland d. 15 juni', 1809. olie på lærred, Statens Museum for Kunst. Foto/Jakob Skou-Hansen

Ligesom man i andre dele af Europa søger en forbindelse mellem landskabet og folkesjælen, søger man også i Danmark ud for at finde det særligt danske landsskab, der afspejler danskens dyder. I manglen på høje bjerge, dybe dale og anden dramatisk geografi opstår der i Danmark en forestilling om, at det særligt danske bedst lader sig indkapsle i bløde bakker, gravhøje og bøgetræer, der dypper bladene i stille vand en sommerdag.

Ganske som tilfældet var i forbindelse med reformationen og modreformationen indtager kunsten altså også en helt afgørende rolle i etableringen af nationalstaten og skabelsen og udbredelsen af fortællingen om et yndigt land, der „bugter sig i Bakke, Dal” og hedder gamle Danmark, og som har gjort landet til det land, det er i dag.