ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Haveforeningnen

Hæderspris til ARoS Triennial

Det kuratoriske hold bag ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times kunne i går modtage Havekulturfondens Hæderspris 2018. Prisen uddeles årligt på vegne af Det Kongelige Danske Haveselskab til en modtager, som har formået at øge bevidstheden om og sætte havekultur på dagsordenen.

I motivationen for at give prisen til ARoS nævnes det blandt andet, at ”ARoS med The Garden har formået at kombinere en helt umiddelbar og æstetisk nærværende oplevelse af ”haver” med intellektuel dybde” 

- Det er en stor personlig anerkendelse at modtage denne pris, som vi er utroligt glade for, og det giver os anledning til at takke den stærke kollektive indsat, som muliggjorde The Garden, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

Med prisen følger en kontantpræmie på 25.000 kroner, som kuratorerne har valgt at give videre til et godt formål.

-ARoS har store ambitioner om at drive et bæredygtigt museum og samtidig bidrage til et grønnere samfund. Derfor vil præmien på de 25.000 kroner blive givet videre til Danmarks Naturfredningsforening i støtte til deres vigtige arbejde for en rigere natur og et rent miljø, siger Erlend G. Høyersten. 

Prisen blev overrakt af bestyrelsesmedlem for Havekulturfonden Louise Møller til museumsdirektør Erlend G. Høyersten og museumsinspektør Jacob Vengberg Sevel. Det kuratoriske hold for ARoS Triennial bestod desuden af Lise Pennington og Marie Nipper. 

OM ARoS TRIENNIAL

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times var en kunstfestival, som fandt sted i 2017. Triennalen var bygget op af tre dele: The Past, som undersøgte landskabet og menneskets forhold til naturen set fra et kunstnerisk og idéhistorisk perspektiv; The Present, som ser på naturen i en moderne bymæssig kontekst og endelig The Future, som udforsker den kunstneriske reaktion på miljømæssige forandringer.

Den næste ARoS Triennial vil finde sted i 2020. 

OM HAVEKULTURFONDEN

Fondens formål er at fremme havekulturen, idet ordet ’have’ tages i videste betydning som ’beplantning i forbindelse med bebyggelse’. Siden 1993 har fonden hvert år uddelt sin Hæderspris til en eller flere personer, der i særlig grad har virket for havekulturens fremme. Desuden yder fonden bidrag til projekter eller initiativer, der kan fremme interessen for havekultur.

Læs hele motivationen for prisen her

For yderligere information kontakt:

Presse- og kommunikationsafdeling:
Anne Riis: ari@aros.dk / 2888 4464
Jens Henrik Daugaard: jehd@aros.dk / 2888 4467

©ARoS 2017